Dødstallet stiger efter togulykke i Egypten

Tv-billeder viser, at det ene af togene er væltet rundt efter togkollision i Alexandria

En tog er væltet rundt efter kollision i Alexandria i Egypten. (Foto: AP)
En tog er væltet rundt efter kollision i Alexandria i Egypten. (Foto: AP)

Mindst 42 mennesker blev fredag dræbt, og 133 blev kvæstet, i en togkollision i Alexandria i det nordlige Egypten.

Det oplyser landets sundhedsministerium ifølge Reuters.

De to tog kolliderede frontalt.

Det ene lokomotiv blev kastet af sporet, mens to vogne fra det andet tog væltede af sporet, oplyser nyhedsbureauet Mena.

Lederen af en lokal ambulancetjeneste siger til nyhedsbureauet AP, at ulykken skete i området Khorshid i den sydøstlige del af byen.

Det ene af togene kom fra Kairo, mens det andet var på vej fra Port Said ved Suez-kanalens nordlige udmunding.

Billeder på egyptisk stats-tv viser det ene af togene, der er væltet rundt ved sammenstødet.

Ved ulykkesstedet kan man se redningsfolk, der bærer døde og kvæstede til ambulancer.

Ifølge en talsmand for det egyptiske transportministerium skyldtes ulykken tilsyneladende en fejl på det ene tog.

Fejlen resulterede i, at toget måtte stoppe på skinnerne, hvor det så blev ramt af det andet tog.

Ifølge sundhedsministeriet blev der tilkaldt 75 ambulancer til ulykkesstedet. De kvæstede er alle blevet bragt til forskellige hospitaler i Alexandria, oplyser vicesundhedsminister Sharif Wadi til egyptisk stats-tv.

Præsident Abdel Fattah al-Sisi har sendt sine kondolencer til ofrenes familier og har iværksat en undersøgelse for at finde de ansvarlige for ulykken.

Fredagens togulykke er den værste i Egypten siden november 2012, hvor et tog kørte ind i en bus med skolebørn. Her mistede 47 personer livet.

Den ulykke udløste fyringer af den daværende transportminister og direktøren for de egyptiske togbaner.

Det er siden kommet frem, at en baneoperatør var ansvarlig for ulykken, da han var faldet i søvn på jobbet.

Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:David Attardo
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen