FN-chef: Rohingyaernes flugt er et humanitært mareridt

António Guterres orienterer FN's Sikkerhedsråd om den alvorlige situation med muslimske flygtninge i Myanmar

Krisen omkring rohingyaerne i Myanmar er et "humanitært mareridt", siger FN's generalsekretær, António Guterres, i Sikkerhedsrådet.

Guterres orienterer torsdag aften rådet om den kritiske situation med de forfulgte muslimer, som i stort antal flygter fra Myanmar til Bangladesh.

Samtidig fordømmer generalsekretæren igen de angreb, som oprørske rohingyaer stod bag 25. august.

Angrebene blev prompte besvaret af Myanmars hær med en omfattende offensiv, som har drevet det muslimske mindretal på flugt.

Ifølge FN er 480.000 rohingyaer siden flygtet til Bangladesh. Mindst 200.000 opholdt sig i forvejen i flygtningelejre i landet.

FN frygter, at antallet af flygtende vil stige til 700.000. Bangladesh er et af verdens fattigste lande.

Flygtningekrisen er ifølge António Guterres "ikke blot grobund for radikalisering". Den "kan også sende sårbare mennesker, herunder små børn, i hænderne på kriminelle, og de kan blive ofre for trafficking".

Guterres kalder situationen "verdens hurtigst voksende flygtningekrise".

Seneste Nyt
Mest læste på Ekstra Bladet
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen