General: Irakisk militær vil generobre Kirkuk fra kurdere

Spændingerne er steget i Irak, efter at en folkeafstemning om kurdisk uafhængighed blev holdt i september

I kølvandet på en omstridt kurdisk uafhængighedsafstemning har irakiske styrker indledt en militæraktion for at generobre dele af provinsen Kirkuk i det nordlige Irak fra kurderne. Det oplyser en unavngiven general.

- Bevæbnede irakiske styrker rykker frem for at genindtage deres militære positioner, som blev overtaget i juni 2014, siger generalen via telefon.

Den unavngivne general tilføjer, at føderale styrker allerede har indtaget en base, der ligger vest for Kirkuk fredag morgen.

Oplysningerne er ikke bekræftet fra anden side.

Kurdiske peshmerga-styrker har kontrolleret dele af den irakiske provins siden 2014.

Kort før generalens melding blev flere tusinde kurdiske styrker udkommanderet til blandt andet oliebyen af samme navn, der ligger i provinsen.

Det skyldtes netop en frygt for, at den irakiske regering ville beordre et angreb, oplyste topembedsmand Hemin Hawrami.

- De har fået ordre på at forsvare for enhver pris, skrev han på Twitter.

Oplysningen bekræftes af den kurdiske vicepræsident, Kosrat Rasul.

- Titusindvis af kurdiske peshmerga-styrker og sikkerhedsstyrker er allerede udstationeret i og omkring Kirkuk, siger han ifølge nyhedsbureauet Reuters til den kurdiske tv-station Rudaw.

- Mindst 6000 peshmerga-styrker er yderligere blevet udsendt siden torsdag nat for at besvare truslen fra de irakiske styrker, tilføjer han.

Spændingerne er steget i Irak, efter at en ikke-bindende folkeafstemning om kurdisk uafhængighed blev afholdt i slutningen af september.

Over 92 procent af kurderne i det nordlige Irak stemte for løsrivelse, viste det officielle resultat ifølge den kurdiske valgkommission.

Men afstemningen har vakt vrede.

Både i Iraks hovedstad, Bagdad, hvor den irakiske premierminister har krævet, at kurderne annullerer udfaldet af afstemningen.

Premierminister Haider al-Abadi har ifølge nyhedsbureauet AP samtidig understreget, at han ikke vil bruge militær magt mod kurderne.

Men også i flere nabolande, hvor der også er store kurdiske mindretal.

Blandt andet har Tyrkiet og Iran truet med isolere det kurdiske område, hvis det går videre med planen om løsrivelse.

Det irakiske Kurdistan blev formelt selvstyrende i 2005.

Regionen blev dog de facto selvstyrende efter Golfkrigen, hvor vestlige magter blandede sig og beskyttede kurderne mod den irakiske diktator Saddam Husseins styrker.

Seneste Nyt
Mest læste på Ekstra Bladet
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:David Attardo
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen