Islamister indleder chokangreb i Syriens hovedstad

Oprørere angriber regeringsstillinger i det østlige Damaskus, og det kan høres over hele byen

Der er søndag heftige kampe i den østlige del af Syriens hovedstad, Damaskus. Her forsøger islamister med et chokangreb at trænge frem mod byens midte.

Angrebet sker, kun få dage før der indledes nye forhandlinger om fred i Genève med FN som mægler.

Artilleri og skyderi fra den østlige del af byen har kunnet høres over hele Damaskus.

Det er oprørere fra Fronten Fateh al-Sham - en radikal islamistisk organisation med tilknytning til al-Qaeda - som angriber den syriske regerings stillinger i den østlige del af Damaskus.

Nyhedsbureauet Reuters skriver, at også oprørere fra Syriens Frie Hær deltager i angrebet.

Angrebet begyndte tidligt søndag, da to bilbomber og flere selvmordsbomber blev sprængt i området Jobar.

Det oplyser Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder. Den britisk baserede overvågningsgruppe får oplysninger via et netværk af meddelere i Syrien. Det ledes af Rami Abdel Rahman.

Det lykkedes i første omgang oprørerne at indtage adskillige bygninger i Jobar, og de indtog en større busstation. Men herfra blev de drevet tilbage af regeringens styrker.

- Efter en større offensiv fra oprørerne, så forvandt regimet sit chok og begyndte en modoffensiv, fortæller Rahman.

Da mørket var ved at falde på i Damaskus, valgte oprørene at fokusere på Qaboun i den nordøstlige del af byen.

Det er et område, som de seneste uger har været udsat for heftige bombardementer fra præsident Bashar al-Assads styrker.

- Oprørerne ønsker at forbinde deres territorier i Jobar med Qaboun for at bryde regeringens belejring der, siger Rahman.

De syriske statsmedier fortæller, at hæren med held "har blokeret et angreb fra terrorister mod militære stillinger og beboelsesejendomme i Jobar".

Regeringens kampfly har foretaget flere end 30 flyangreb mod oprørerne, siger Rahman.

Læs også

Seneste Nyt
Mest læste

Følg Ekstra Bladet

- så giver vi dig noget at tale om

Følg Ekstra Bladet
Seneste Nyheder
Hent flere
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Få EKSTRA overblik
Grønland - Seneste nyt
Twitter-investorer kigger langt efter de gode nyheder
Rapport: Sats på skalrejer og drop landingspligt
Naalakkersuisut fyrer Henrik Leth i utide
51 - 6 til koalitionen i udvalgsposter
Har hjulpet børnene i 40 år
GE: Ansatte ofre for symbolpolitik
sermitsiaq.ag