Pentagon: Kina har opstillet missiler på øer

Det amerikanske forsvarsministerium kalder missilsystemer på omstridte øer for kontraproduktivt

  • Disse satellit-billeder bekræfter ifølge det amerikanske forsvarsministerium, at Kina har opstillet raketsystemer på øerne. (ImageSat International N.V. via AP)
Disse satellit-billeder bekræfter ifølge det amerikanske forsvarsministerium, at Kina har opstillet raketsystemer på øerne. (ImageSat International N.V. via AP)

USA's forsvarsministerium, Pentagon, bekræfter onsdag, at meget tyder på, at Kina har opstillet et jord-til-luft-missilsystem på en række ubeboede øer i Det Sydkinesiske Hav, som flere lande gør krav på.

Det skriver Reuters.

Ifølge Pentagon bekræfter satellitbilleder det kinesiske tiltag.

- Vi opfordrer alle aktører, der gør krav på øerne i Det Sydkinesiske Hav, til offentligt at forpligte sig til en gensidigt stop for yderligere landvinding eller opbygning af nye faciliteter, siger Bill Urban, talsmand for Pentagon.

Området i Det Sydkinesiske Hav er en del af Paraceløerne. Her sejlede et amerikansk krigsskib i januar tæt på en anden ø for at markere retten til fri sejlads i området - til Kinas store utilfredshed.

Både Kina, Taiwan og Vietnam gør krav på Paraceløerne.

Kinas udenrigsminister, Wank Yi, afviste onsdag blankt, at kineserne skulle have installeret det omtalte raketsystem.

Det Sydkinesiske Hav, der gemmer på store oliereserver, har længe været genstand for territoriale skænderier. Der har ikke mindst været voksende spændinger mellem Beijing og Washington omkring kinesernes bygning af kunstige øer på koralrev og klippeskær i området.

USA siger, at folkeretten ikke tillader territorialt farvand omkring kunstige øer, der er bygget på tidligere undersøiske skær, selv om kineserne også har bygget landingsbaner og havne på stedet.

(ImageSat International N.V. via AP) (ImageSat International N.V. via AP)

(ImageSat International N.V. via AP) (ImageSat International N.V. via AP)  

Seneste Ekstra Bladet job

Følg Ekstra Bladet

- så giver vi dig noget at tale om

Følg Ekstra Bladet

Seneste Nyheder

Hent flere

Mest læste i Nyheder

Hent flere
Grønland - Seneste nyt
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Benjamin Bisgaard Krogh
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen