Syriens præsident er klar til våbenhvile på betingelse

Bashar al-Assad siger, at lande uden for Syrien skal stoppe støtte til "terroristerne". Særligt Tyrkiet

Syriens præsident erklærer sig klar til en våbenhvile - på én betingelse.

Bashar al-Assad siger, at lande uden for Syrien skal stoppe deres støtte til "terroristerne". Det gælder særligt nabolandet Tyrkiet.

- Vi har sagt, at vi er klar til at stoppe militære indgreb, men denne sag handler om vigtigere ting. Eksempelvis at forhindre terrorister i at styrke deres positioner, siger Assad ifølge præsidentkontorets officielle netmedie.

Han siger, at en våbenhvile skal sikre, at "andre lande, specielt Tyrkiet, forhindres i at sende flere terrorister og våben - og enhver form for logistisk støtte".

Assad-styret har under den fem år lange krig i landet omtalt oprørere som "terrorister".

Præsidenten sagde tidligere på ugen i en tv-transmitteret tale, at en våbenhvile - hvis en sådan træder i kraft - ikke betyder, at konfliktens parter helt holder op med at anvende våben.

Det syriske styre var presset af forskellige grupper på flere fronter, da Rusland sidste efterår besluttede at gå ind i krigen med kampfly til støtte for Assad.

Det har vendt udviklingen, så Assad de seneste måneder har generobret en række byer og områder.

Den russiske offensiv har også betydet, at titusinder er drevet på flugt fra den nordlige del af Syrien.

Regeringshæren forsøger i øjeblikket tilsyneladende at genvinde Idlib-provinsen, som i vid udstrækning kontrolleres af ekstremistiske grupper.

FN's forsøg på at mægle mellem Assad-styret og oppositionen i starten af februar endte uden den ønskede løsning på konflikten, som menes at have kostet flere end en kvart million mennesker livet.

Millioner af mennesker er flygtet. Langt hovedparten bor i nabolande som Tyrkiet, Jordan og Libanon.

Det seneste år er en del syrere også kommet til Europa, selv om det fortsat er en meget begrænset andel.

Seneste Ekstra Bladet job

Følg Ekstra Bladet

- så giver vi dig noget at tale om

Følg Ekstra Bladet

Seneste Nyheder

Hent flere

Mest læste i Nyheder

Hent flere
Grønland - Seneste nyt
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen