To kraftige jordskælv rammer Kina på et døgn

Syv personer er bekræftet dræbt i et jordskælv i Kina tirsdag. Natten til onsdag har et nyt skælv ramt landet

Et jordskælv med en beregnet størrelse på 6,3 har natten til onsdag dansk tid ramt det vestlige Kina nær grænsen til Kasakhstan.

Det oplyser USA's geologiske tjeneste, USGS, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Der er foreløbigt ingen meldinger om tilskadekomne eller materielle ødelæggelser.

Skælvets epicentrum er lokaliseret 135 kilometer nordøst for Yining, der har over en halv million indbyggere.

Det er det andet kraftige jordskælv i Kina på under et døgn. Tirsdag ramte et skælv med en beregnet størrelse på 6,5 en bjergrig del af den sydvestlige Sichuan-provins.

Skælvet ramte i en sparsomt befolket egn omkring 200 kilometer nordvest for byen Guangyuan.

Rystelserne kunne angiveligt mærkes helt i Kinas hovedstad, Beijing, der ligger mere end 1200 kilometer væk.

Flere huse er kollapset i det ramte område, skriver det kinesiske nyhedsbureau Xinhua.

Syv personer er bekræftet omkomne, men myndighederne frygter, at tallet vil stige. Ifølge statsmedier er 88 personer komme til skade. Heraf 21 alvorligt.

Fem af de syv dødsofre er turister.

Deres nationalitet er endnu ikke oplyst, men området, der er kendt for en nationalpark, er langt mere populært blandt kinesiske turister end udenlandske.

Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:David Attardo
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen