USA: Assad-styret brænder ligene af tusindvis af fanger

USA mener, at Syrien bruger krematorium til at dække over massedrab i et berygtet militærfængsel.

Ifølge USA er en bygning ved dette fængsel blevet indrettet som krematorium til at brænde ligene af dræbte fanger. Foto: State Department/DigitalGlobe via AP
Ifølge USA er en bygning ved dette fængsel blevet indrettet som krematorium til at brænde ligene af dræbte fanger. Foto: State Department/DigitalGlobe via AP

USA beskylder Syriens regering for at have bygget et krematorium i et af landets militærfængsler, så regimet kan skaffe sig af med ligene af tusindvis af dræbte fanger.

Chefen for Mellemøst-kontoret i det amerikanske udenrigsministerium, Stuart Jones, fremlagde anklagerne mandag.

Ifølge ham har præsident Bashar al-Assads styre allerede dræbt tusindvis af indsatte i det berygtede militærfængsel Sednaya, der ligger lidt uden for hovedstaden Damaskus.

Hver dag bliver 50 nye fanger hængt, siger Stuart Jones.

Billedet her dokumenterer de ændringer, der ifølge USA er blevet lavet ved fængselsbygningen. Foto: State Department/DigitalGlobe via AP
Billedet her dokumenterer de ændringer, der ifølge USA er blevet lavet ved fængselsbygningen. Foto: State Department/DigitalGlobe via AP
 

Han tilføjer, at ligene brændes, og han fremlagde satellitbilleder der angiveligt viser, at der er bygget et krematorium inde på fængslets område.

Satellitbillederne er taget i januar 2015, og det er ikke umiddelbart klart, hvorfor USA har ventet med at fremlægge dem, skriver nyhedsbureauet AFP.

- Troværdige kilder mener, at mange af ligene er endt i massegrave, siger Jones.

- Vi mener nu, at det syriske regime har installeret et krematorium i Sednaya-fængselskomplekset, som kan fjerne resterne af fangerne uden at efterlade beviser, siger topembedsmanden.

USA mener, at krematoriet bruges til at dække over massedrab i fængslet. Beviserne vil blive præsenteret for det internationale samfund, tilføjer Stuart Jones.

USA mener at smeltet sne på taget af bygningen påviser, at der er tale om et krematorium. Foto: State Department/DigitalGlobe via AP
USA mener at smeltet sne på taget af bygningen påviser, at der er tale om et krematorium. Foto: State Department/DigitalGlobe via AP
 

I februar anklagede Amnesty International det syriske styre for at hænge et sted mellem 20 og 50 fanger hver uge i Sednaya-fængslet.

Ifølge menneskerettighedsorganisationen er op mod 13.000 fanger blevet henrettet i fængslet i de første fire år af konflikten i Syrien.

Stuart Jones sætter ikke et præcist tal på antallet af ofre i det berygtede fængsel, men henviser til Amnesty Internationals oplysninger.

Seneste Nyt
Mest læste
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Caroline Clante
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen