USA overvejer militær indgriben mod IS i Libyen

Islamisk Stat er angiveligt ved at lave træningslejre i Libyen for udenlandske krigere

USA, der i forvejen bekæmper Islamisk Stat i Irak og Syrien, overvejer at tage militære midler i brug for at forhindre den ekstremistiske gruppe i at gøre yderligere fremskridt i det kaosramte Libyen.

- Vi kigger på militære muligheder, lyder det fra Pentagon-talsmand Peter Cook ifølge nyhedsbureauet AFP.

Talsmanden oplyser samtidig, at USA allerede har sendt "et mindre antal" militærpersoner til Libyen for at forsøge "at indgå i samtaler med lokale styrker for at få et mere klart billede af, hvad der præcist foregår".

Den amerikanske præsident, Barack Obama, har torsdag sat sine nationale sikkerhedsrådgivere i gang med at sikre, at Islamisk Stat ikke får mere magt i Libyen og i andre lande ifølge en meddelelse fra Det Hvide Hus, skriver Reuters.

Militante fra den ekstremistiske gruppe har udnyttet et politisk kaos i Libyen til at etablere sig i byen Sirte, og i januar har gruppen udført adskillige angreb mod olieinteresser i landet.

Tidligere torsdag sagde forsvarsminister Ash Carter, at Islamisk Stat er ved at etablere træningslejre i Libyen, hvor gruppen tager imod krigere fra vestlige lande, ligesom det har været tilfældet i Irak og Syrien de seneste år.

- Og vi ønsker ikke, at det udvikler sig til en glidebane som i Syrien og Irak. Det er årsagen til, at vi følger det så tæt. Det er årsagen til, at vi ser på mulighederne for, hvad vi kan gøre i fremtiden, siger Carter ifølge Reuters.

Forsvarsministeren understreger dog ifølge AFP, at der ikke er truffet beslutning om eventuel militær indgriben i det nordafrikanske land.

- Vi følger situationen meget nøje, og der sker mange ting dér lige nu. Men vi har ikke truffet nogen beslutninger om militære aktioner, lyder det.

Libyen har haft to regeringer siden august 2014, da en militæralliance erobrede hovedstaden og etablerede sit eget parlament i Tripoli. Det tvang den internationalt anerkendte regering til at søge tilflugt i den østligt beliggende by Tobruk.

De to stridende regeringer sagde i december, at de var nået til enighed om en politisk løsning på konflikten i det urohærgede land, som har været i kaos, siden Muammar Gaddafis fald.

Seneste Ekstra Bladet job

Følg Ekstra Bladet

- så giver vi dig noget at tale om

Følg Ekstra Bladet

Seneste Nyheder

Hent flere
Grønland - Seneste nyt
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Peter Roelsgaard
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen