USA skyder syrisk kampfly ned

USA siger, at nedskudt syrisk fly bombede tæt på amerikanskstøttet styrke. Der meldes om kampe syd for Raqqa

USA's militær bekræfter søndag aften, at et amerikansk kampfly har nedskudt et syrisk fly.

Ifølge det amerikanske militær bombede det syriske fly tæt på en amerikanskstøttet styrke i Syriens Raqqa-provins.

Nedskydningen skete klokken 19.43 dansk tid, oplyser den amerikanskledede koalition.

Den syriske hær betegner nedskydningen som et "åbenlyst angreb". Den advarer om, at det kan få alvorlige følger for kampen mod Islamisk Stat.

- Det åbenlyse angreb var et forsøg på at undergrave hærens bestræbelser som den eneste styrke, der sammen med sine allierede effektivt er i stand til at bekæmpe terror på hele dens territorium, skriver hæren i en meddelelse.

To timer forinden havde præsident Bashar al-Assads styrker angrebet Syriens Demokratiske Styrker (SDF), som er USA's partnere i kampen mod Islamisk Stat, skriver koalitionen.

Flere SDF-soldater blev såret, og styrken måtte trække sig tilbage.

Samtidig indløber der meldinger om, at syriske regeringsstyrker og amerikanskstøttede styrker er kommet i kamp omkring 40 kilometer syd for Raqqa, skriver nyhedsbureauet AFP.

Oplysningen kommer fra Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder.

Det skal være første gang, at de to parter er i direkte kamp.

USA støtter alliancen SDF, der består af kurdiske og arabiske soldater, som er rykket frem mod Raqqa, der er Islamisk Stats højborg i Syrien.

Den syriske hær og den amerikanskledede koalition opererer tæt på hinanden i Raqqa-provinsen.

Den syriske hær skriver i en meddelelse, at det nedskudte kampfly var på en mission mod Islamisk Stat.

- Det (nedskydningen, red.) kommer på et tidspunkt, hvor den syriske hær og dens allierede gjorde klare fremskridt i kampen mod terrorgruppen Daesh, lyder det fra hæren.

Daesh er en arabisk betegnelse for Islamisk Stat.

Piloten er ikke fundet, oplyser den syriske hær om nedskydningen. Den skal have fundet sted søndag eftermiddag tæt ved landsbyen Rasafah.

Oplysningerne er ikke umiddelbart bekræftet fra anden side.

Der var ikke umiddelbart nogen kommentar fra den amerikanskledede koalition. Koalitionen har på det seneste optrappet sine luftangreb i det nordlige Syrien og i Raqqa-provinsen.

Styrker, der har støtte fra USA, har omringet Raqqa og indtaget flere områder, der tidligere var under Islamisk Stats kontrol.

Også den syriske hær har indtaget oliefelter og landsbyer, der i de seneste tre år har været kontrolleret af den militante gruppe.

Meldingen om nedskydningen kom søndag aften, samtidig med at Iran oplyste, at landet har affyret raketter mod mål i det østlige Syrien.

Seneste Nyt
Mest læste
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Steffan Kærulf Frandsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen