HERREGUD - DET ER JO BARE BØRN

DE SENESTE DAGE har alverdens medier vist billeder af lemlæstede og dræbte børn i Gaza. Men rører krigens gru os efterhånden? Er vi blevet immune? For selv om vi i vores del af verden ikke har været i nærheden af noget, der ligner krig siden 1945, så har der dog lige siden været kampe et eller andet sted på kloden. Og lidelserne har vi gennem de sidste 50 år fået serveret til aftenkaffen i bedre og bedre kvalitet i tv, og særligt konflikten i Israel og Palæstina har efterhånden opnået status af klassiker. NU ER MERE END 220 børn blevet slået ihjel i Gaza. Intet tyder på, at krigen er ved at slutte. Tallet bliver større. Og kun få gør noget. Vi er vidner til et sandt blodbad, hvor Israel høvler den ene granat efter den anden ned over store områder af det tætbefolkede Gaza. Hamas, som sidder på magten i Gaza, svarer igen med raketter ind over israelske beboelsesområder. Parterne beskylder hinanden for at have skylden. Israel taler om forsvarskrig. Hamas om israelsk statsterror. Begge parter har ret. DET ER BARE tåbeligt, at det er kommet så vidt. For knap ti år siden så det ud til, at der kunne laves en fredsaftale mellem den israelske regering og Fatah-partiet, som på det tidspunkt havde magten både i Gaza og på Vestbredden. Den daværende amerikanske præsident, Bill Clinton, lagde pres på israelerne, og når alt kommer til alt, så lytter de israelske ledere kun til USA.

Men situationen tog en kedelig drejning, da George Bush rykkede ind i Det Hvide Hus. På det første møde i det nationale sikkerhedsråd, den 30. januar 2001, fortalte George Bush, at USA ikke længere skulle spille rollen som mægler mellem Israel og Palæstina. Det var bedre at lade en stærk mand ordne tingene selv. Og USA ville udelukkende støtte Israel. Den stærke mand i Israel hed på det tidspunkt Ariel Sharon. En ren slagternatur.

DET BLEV SÅ endnu en historisk fejltagelse begået af George Bush. Men han kan trække sig tilbage til sin ranch i Texas og leve et forholdsvis beskyttet liv. Det kan de ikke i hverken Gaza eller Israel, hvor religiøse tosser alt for længe har fået lov til at styre udviklingen. Da USA slap mæglerrollen i Mellemøsten, undlod israelerne at gøre fredsarbejdet færdigt med Fatah, som trods alt er langt mere moderat end Hamas. Israel svækkede dermed Fatah, og derfor blev det muligt for Hamas at vinde valget i Gaza, som er præget af overbefolkning, fattigdom og en alt for høj fødselsrate. Her har det været forholdsvis let for de militante muslimer i Hamas at hverve nye tilhængere. Især efter at Israel byggede en Berlinmur om området og samtidig skar voldsomt ned på tilførslerne af nødhjælp og fødevarer. Det er jo også at bede om balladen.

Nu bomber Israel løs og dræber børn i massevis. Det er kynisk. Hamas gemmer sig bag børnene og viser lige så kynisk de døde små frem for verdenspressens kameraer. Propaganda, løgn og politisk sniksnak sætter dagsordenen. Vi ved det. Vi ser det. Vi ser de døde børn. Men vi gør ingenting. Er det sådan, at det er blevet: Herregud, det er jo bare børn. I dag Gaza. I morgen et andet sted. Er der mere kaffe på kanden?