Indlæser...

Husk solcreme og dykkerbriller

02:00, 05. feb 2009 |

Annonce

  • Oversæt / Translate

Annonce

Annonce
OM TRE UGER damper en kæmpedelegation fra Christiansborg til Caribien. Nærmere bestemt De Vestindiske Øer, som vi solgte til USA for en menneskealder siden.

17 MF’er og to embedsmænd fra Folketingets kulturudvalg har sagt ja til at rive ni dage ud af kalenderen for at deltage i turen, der vil stå skatteyderne i omkring 450.000 kr.

HVAD DE SKAL LAVE? Tja, der er lagt et program med lidt kunst og kultur – ikke for meget, selvfølgelig, for der skal være rigelig tid til at dase på de kridhvide strande. Derfor er vores råd: Husk nu at tage solcreme og dykkerbriller med i bagagen.

SOM OPTAKT til det caribiske eventyr runder udvalget lige New York, hvor Pia Kjærsgaard & co. skal snuse til ’oplevelsesøkonomi’. Men da der er tre dage til rådighed, bliver der masser af tid til shopping – med den lave dollarkurs kan der jo gøres fordelagtige indkøb.

KULTURUDVALGET har tidligere været på rejse, bl.a. til Nordjylland og Vestjylland, for at besøge lokale kulturinstitutioner. Med yderst begrænset tilmelding: Kun syv og ni politikere fandt det umagen værd at beskæftige sig med den slags inferiøre opgaver. Derimod hittede ture til Cannes og London.

VI TVIVLER ikke på, at den eksotiske safari til De Vestindiske Øer vil være gavnlig for udvalget. Hvem trænger ikke til lidt vinterferie med sol, dasen, luksushoteller og paraply-drinks – langt væk fra blæst og kulde herhjemme. Det skader aldrig at få batterierne ladet op.

Men vi synes, at de rejselystne MF’er skal melde rent ud og åbent indrømme, at rejsen til Caribien er ren luksusferie på skatteydernes regning. Så har vælgerne i det mindste mulighed for at ytre sig om rimeligheden i et sådant arrangement.

Annonce