Indlæser...

Vi vil ikke trues til et ja af Fogh

06:00, 07. jun 2009 |

Annonce

  • Oversæt / Translate

Annonce

Annonce
SOM ET spøgelse fra fortiden meldte Anders Fogh Rasmussen sig grundlovsdag ind i debatten om tronfølgeloven. Hvis vi ikke makker ret og stemmer ja, vil det være ’pinligt’, og vi kan fra i morgen ikke være bekendt at vise os uden for landets grænser, fordi vores troværdighed er undergravet internationalt.

Undskyld mig!

Hvad bilder han sig ind?

Det virker som et krampagtigt sidste forsøg på at tvinge os til at følge fars vilje.

Det eneste ’pinlige’ her er Anders Fogh selv og en komplet ligegyldig afstemning om arvefølgen i kongehuset, som tidligst kan blive aktuel om 80 år.

JEG HAR altid anset Anders Fogh for en ualmindelig dygtig politiker. Iskoldt beregnende og altid et skridt foran sine modstandere. Tronfølge-afstemningen er Anders Foghs opfindelse. Et politisk skaktræk, hvor det populære kongehus skulle bruges til at få flere danskere til stemmeurnerne til EU-valget.

Men Fogh Rasmussen og resten af regeringen har komplet fejlvurderet situationen.

Vi vil ikke snydes. Og vi bliver snydt med en ligegyldig afstemning om ligestilling i kongehuset.

I stedet for en høj valgdeltagelse ryster fundamentet under kongehuset. Et politisk selvmål af historiske dimensioner.

Pludselig får alle de, der har holdt mund om deres kongelige mening, luft. Og frem i lyset dukker hele den yngre generation, som aldrig er blevet hørt, om de var for eller imod et forældet kongehus.

YDERLIGERE har en arrogant og nedladende ja-kampagne fået utrolig mange danskere til at tænke sig om en ekstra gang.

Har vi et kongehus, der lever op til nutidens krav?

Og man behøver ikke ridse ret meget i den kongelige lak for at se, at svaret er et tordnende nej. Vi har et kongehus, der er skabt på enevældens tid. Det vil vi også have, hvis det bliver et ja i dag.

Men vi trænger til en gennemgribende diskussion af kongehusets rolle i et moderne samfund.

Og det er det rene vrøvl at påstå, at et nej skader Danmarks anseelse.

Vi nedlægger jo ikke kongehuset ved at stemme nej i dag. Vi beder bare om ikke at blive brugt i et politisk spil.

Jeg stemmer nej til makværksloven, og det nej skal bruges til noget fremsynet. Nemlig at få en diskussion i gang om kongehuset i et moderne samfund.

Annonce