De har glemt Karl

12-ÅRIGE KARL er en stor sag på kommunekontoret i Vesthimmerland. Der kommer bare ikke en pind ud af det.

INDTIL i går, i hvert fald. Da beskrev Ekstra Bladet drengens hjerteskærende hverdag. Så kom de i gang.

DRENGEN har ikke været i skole i syv måneder. Han bor i en gammel cementfabrik med sin handicappede far. Kommunen vil nemlig ikke give faren den terrængående crosser, som Karls far mener, han bør have for at kunne passe sin fritids-skrotforretning. Sammenhængen mellem et hjælpemiddel og drengens skolepligt er sådan set ikke-eksisterende. Men sådan er det efterhånden skruet skrubskævt sammen inde i hovederne på de ansvarlige: Kommunen og Karls far, Jørgen Dahl.

AT KARLS far vil være det bekendt over for sin søn, er ubegribeligt. Han prøver at presse kommunen til at ryste op med det attråede køretøj ved at bruge sin søn som gidsel. I stedet for at sætte sine egne behov i anden række og skabe dem et hjem, hvor drengen tør efterlade sin far og passe sin skole, kører faderen sagen helt ud over kanten, fordi han mener, han er i sin gode ret.

AT HØRE borgmesteren prale med i går, hvor mange medarbejdere der er i sving med Karls sag, er lige så fortvivlende. For hvad hjælper det, når der intet sker – måned efter måned? Dét er meget, meget lang tid at undvære sine kammerater og sit børneliv, når man er 12 år.

BORGMESTERENS forsikringer om det store apparat virker tværtimod som en boomerang, der hamrer lige tilbage i kommunens manglende sans for, at en drengs liv bliver spildt, mens myndighederne kværner sindigt af sted med deres papirdynger og ’personundersøgelser’.

EFTER Ekstra Bladets omtale i går kunne kommunen pludselig godt komme i omdrejninger. Det var på tide! Men ikke særlig konstruktivt, desværre: Når drengen ikke går i skole, skal han tvangsfjernes. I stedet gik far og søn under jorden.

ORDET ’tak’ er næppe det første, der falder Karl ind, hverken nu eller når han bliver stor.