Indlæser...

Hit med pelsdyr-dusøren

10:10, 14. okt 2009 |

Annonce

  • Oversæt / Translate

Annonce

Annonce

DANSKE pelsdyravlere er ramt af panik. Lederne i milliard-industrien har opdaget, at Ekstra Bladet og programmet ’Operation X’ på TV2 er på vej med sjælsrystende afsløringer af, hvor modbydeligt dyrene behandles af farmerne, inden de bliver flået.

PELSDYRAVLERNE har fuldstændig ret i, at vi har gruopvækkende billeder af forholdene på 32 farme. Der er ikke noget at glæde sig til, hverken for dyreelskere – eller avlerne. Der er heller ikke noget at bortforklare. Dokumentationen er skudsikker.

DET BEDSTE forsvar er et angreb, har de tænkt i Dansk Pelsdyravlerforening. Desperat søger de at dreje opmærksomheden væk fra rædslerne i deres bure og over på de påtrængende mennesker, der har påtaget sig at dokumentere mishandlingen.

I GÅR UDSATTE foreningen således en dusør på 500.000 kr. for oplysninger, der kan opklare de senere dages aktioner, hvor dyr er lukket ud af deres bure – samt opklare, hvem der står bag den indtrængning med kamera på 32 pelsdyrfarme, som bliver vist senere på måneden på TV2 og i Ekstra Bladet.

VI KAN IKKE svare på, hvem der har lukket mink ud af deres bure. De aktioner har vi intet med at gøre. Men den anden halvdel af gåden løser vi hermed:

Det er lederen af Ekstra Bladets graver-gruppe, Miki Mistrati, der har udbedt sig afslørende billeder af, hvordan pelsdyr mishandles i Danmark i år 2009.

SÅ HIT MED halvdelen af dusøren. De 250.000 kr. kan sendes direkte til Ekstra Bladet. Anden halvdel af opklaringsarbejdet leveres snart - både i tv, på nettet og i papiravisen. Så vær klar med de sidste 250.000 kr.!

Annonce