Indlæser...

Patienter er gidsler - gør oprør

06:00, 15. jan 2010 |

Annonce

  • Oversæt / Translate

Annonce

Annonce
MENS REGERINGEN og regionerne er hidsigt optagede af at skyde skylden på hinanden, har danske hospitaler indledt Aktion Massefyring.

Det startede i onsdags med afskedigelse af 140 sygepassere, sygeplejersker og læger på Herlev Hospital. Turen kommer nu til Rigshospitalet, Hvidovre, Frederiksberg og sygehusene i Region Midtjylland.

SUNDHEDSMINISTER Jakob Axel Nielsen kræver, at regionerne skal finde besparelser på sygehusene svarende til underskuddene på budgetterne. Regionerne derimod hævder, at regeringen selv må betale merforbruget på grund af den statslige behandlingsgaranti.

I EN SÅDAN situation – med skarpt optrukne fronter – er der selvfølgelig ingen politikere, der tænker på dem, det hele drejer sig om, nemlig patienterne. De er blot brikker i spillet – gidsler for et umuligt system og en håbløs struktur.

Som hospitalspræst Tom Kjær udtrykte det i Ekstra Bladet i går: ’Disse besparelser kommer til at gå ud over de allersvageste i samfundet. Det bliver de døende, de uhelbredeligt syge og de gamle medicinske patienter, der kommer til at bøde’.

PÅ ANDRE områder har det ellers ikke skortet på handlekraft fra regeringens side. Her tænker vi på bankpakke 1 og 2. I lyntempo blev der stillet snesevis af milliarder til rådighed for en banksektor, der på mange måder selvforskyldt havde tabt en masse penge.

En økonomisk hjælpepakke til betrængte hospitaler kunne være den akutte løsning, som gav politikerne tid til at udforme et holdbart sundhedssystem – og patienterne mulighed for at komme sig under ordnede forhold. Men sådan tænkes der ikke på Christiansborg.

DERFOR er der behov for et oprør. Et oprør mod tankeløse og forstenede politikere. Et folkeligt oprør med patienter og deres pårørende – altså os alle – som aktører.

Du kan f.eks. starte med at bombardere sundhedsministeren med protest-mails. Adressen til Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse er: sum@sum.dk.

Annonce