SMS Tip

Vejret i dag:

Møder uden fædre

06:00 - 05. feb. 2010 |

PÅ HOLBERGSKOLEN i Københavns Nordvestkvarter var der i aftes forældremøde om mobning, men halvdelen af forældrene var forment adgang. De havde det forkerte køn. Kun mødrene var inviteret. Ifølge skoleleder Søren Ellesøe er der nemlig indvandrerkvinder, som er gift med mænd, der ikke vil lade deres kone deltage i et møde, hvor andre mænd er til stede. Vi kunne her et øjeblik overveje, hvor ringe tiltro disse mænd må have til deres egen tiltrækningskraft. Men vi kan jo også lade være.

REAKTIONEN blandt politikerne var prompte og forudsigelig.

SF’s formand, Villy Søvndal, kaldte mødet ’uacceptabelt’. Undervisningsminister Bertel Haarder (V) kaldte det ’horribelt’. Og diverse repræsentanter for Dansk Folkeparti skiftedes til at kræve en lov mod kønsopdelte forældremøder og forlange skoleleder Søren Ellesøe fyret.

Når der nu ikke var en burka at rive i ...

VI ANDRE har tid til at tænke os om.

Mobning slår menneskesjæle ihjel. Mobning kan give små mennesker et knæk, som aldrig forvinder. Som kan forkrøble hele deres liv.

Hvis det kønsopdelte møde på Holbergskolen om mobning redder blot ét barn fra den skæbne, så var det mødet værd. Princippet om ligeret er vigtigt, men det er ikke børn, der skal betale prisen for at holde princippet i hævd.

SKOLELEDER Søren Ellesøe bør til gengæld snarest indkalde til et forældremøde, kun for mænd. Vi ved ikke, hvor mange formørkede fædre, der er i forældrekredsen, og han gør tilsyneladende heller ikke.

Men på mødet kan de få forklaret, hvad det er for et land, de befinder sig i.

Og hvilket årtusind. Og frem for alt blive gjort begribeligt, hvor stor skade forstokkede fædre kan gøre på deres børns fremtid.

Annonce

Annonce

  • Seneste i Nyheder

  • Seneste i Nyheder

Img