SMS Tip

Vejret i dag:

Vågn op Løkke - Danmark kalder

Lederen i dagens Ekstra Bladet opfordrer Lars Løkke til at vågne op. Synes du også, at vores statsminister skal tage sig sammen?

06:00 - 09. feb. 2010 |

null

Lederen i dagens Ekstra Bladet opfordrer Lars Løkke til at vågne op. (Foto: Thorkild Amdi)

KÆRE LARS!

Du virker som en mand, der egentlig gerne vil gøre det godt og derfor skriver vi til dig i en venlig tone. Men tag ikke fejl. Dette er alvorligt. Du skal tage dig sammen – nu. Hallo, vågn op, Danmark kalder. Vi savner svar på alt. Danmark har krav på handling, og vi har først og fremmest brug for at få at vide, om du har lyst til at lede det her land.

Og det er bestemt ikke fordi vi har noget imod din kone – hun virker både klog og smiler sødt og færøsk. Men helt ærligt: Du kan da ikke bare sende hende i tv og selv holde mund, sådan som du gjorde i går. Tag nu ansvaret.

LISTEN OVER dine brølere er lang: Du snorksov under klimatopmødet. Dit sygehusvæsen er i dyb krise. Du skændes med Lene Espersen og kan ikke styre Pia Kjærsgaard. Og du tager dine børn ud af skolen, når de burde gå i skole og lære – som du fortæller resten af Danmark, er så vigtigt.

Din liste over fejlslagne beslutning svarer til en træt, nedslidt statsminister, der har siddet alt for længe. Men du har kun været statsminister i 10 måneder.

Men 10 måneder er rigeligt med tid til at formulere et projekt.

HVAD ER dit projekt, Lars Løkke? Magt? Andet kan man ikke få øje på.

Erkend nu, at dit ministerhold er slidt ned. Skift fem-syv af de slidte ud.

Erkend nu, at sygehuse koster penge. Giv regioner ekstra midler til at få patienterne væk fra gangene.

Erkend nu, at Pia Kjærsgaard ikke skal styre dig. Sæt en grænse.

Og indrøm at vi har fattige her i landet, som bør hjælpes.

OG HOLD SÅ op med at vrisse af alle dem, der kritiserer dig! Det er uklædeligt. En gang for ikke så længe siden havde du humør og grinte, når vi og andre kaldte dig fadøl-Lars. Du har evnen til at snakke med almindelige mennesker og du ejer selvironi. Brug den.

Kære Lars! Det er nu, du skal vise noget. Ellers kan du ligeså godt give op og overlade styringen til Helle med det samme. Danmark fortjener bedre end en sur og nedslidt statsminister.

  • Mest læste på ekstrabladet.dk lige nu

Annonce

Annonce

  • Seneste i Nyheder

  • Seneste i Nyheder

Img