Indlæser...

Naive Frede

06:00, 13. feb 2010 |

Annonce

  • Oversæt / Translate

Annonce

Annonce
DET VAR en forsigtig kronprins Frederik, der i torsdags mødte Ekstra Bladets udsendte, Lars Jørgensen ved vinter-OL i Vancouver. Det var Fredes første dag på jobbet som debuterende medlem ved IOC’s session, og i første runde skete der ingen skader.

Hjemmevant med et champagneglas i hånden ymtede Frede, at han 'foreløbig lytter og suger til mig. Jeg føler mig stadig meget ny og meget ung'.

Det tror vi på.

I DE FIRE måneder, der er gået, siden Frederik blev optaget som medlem af den skandalehærgede olympiske komite, har han fløjet med lav cigaretføring.

Frederik siger, han har ’brugt tiden til at genvinde mine kræfter' – det er hårdt med alle de ferier – og han betegner IOC med ordene: 'et stort skib, der sejler. Men det at være til stede inden for døren er en stor fordel, frem for at stå udenfor med sin blok og telefon'.

NU ER DER ingen, der for nylig har set Frede stå udenfor i kulden med blok og mobilos, så hvad manden præcist tænker på er – vanen tro – uskarpt. Men noget tyder da på, at Frederik er blevet mere forsigtig og ved, at det ’skib’, han fabler om, sejler i mineret farvand.

Så langt så godt. Men det er betænkeligt, at det stadig ikke er gået op for landets kronprins, at den forsamling, han nu mænger sig med, kan være den rene gift for et kongehus.

FREDERIK VIL helst ’holde sporten så ren som mulig’, især for børn og unge – og det er jo både kønt og kærligt. Men hovedproblemet ligger andre steder. Politik, penge, doping. Faktisk var vinter-Ol end ikke startet, før 30 atleter fik det røde kort på grund af doping og unormale blodværdier.

Frederik mener selv, han kan øve indflydelse i IOC. Det vil vi gerne se, før vi tror det. Han har naturligvis ret i, at man ’ikke laver paladsrevolutioner fra den ene dag til den anden’. Og det er da fint, at han gerne vil gøre forsøget. Men skal vi være helt ærlige, lyder det noget naivt.

Det kunne tyde på, at kronprinsen ikke er helt opmærksom på, at revolutioner og royale står ret skidt til hinanden. Der plejer eksempelvis at rulle hoveder. Kongelige hoveder.

Annonce