Indlæser...

Tag ansvar, fru minister

06:00, 15. mar 2010 |

Annonce

  • Oversæt / Translate

Annonce

Annonce
ANTALLET AF FLYGTNINGEBØRN, der kommer til Danmark uden ledsager, er rekordstort. De fleste af dem er fra Afghanistan. I 2008 var det 168 børn under 18 år. Sidste år var tallet steget til 489 – og udviklingen fortsætter i 2010.

Hvem, hvordan og hvorfor børnene kommer lige præcis til Danmark, er uklart. Men ud over asylmyndighederne er det i første omgang Røde Kors, der står med problemerne, fordi de unge asylsøgere skal have et sted at bo. Og det kniber det med.

EKSTRA BLADET kunne forleden dokumentere, hvordan 135 børn og unge bor på den tidligere Sjælsmark Kaserne i et område, hvor der maksimalt burde være 40. Røde Kors vurderer situationen som nærmest uoverskuelig, især på grund af den akutte mangel på asylcentre.

I første omgang er dette regeringens ansvar. Det er de statslige myndigheder, der skal finde indkvarteringsmuligheder i samarbejde med kommunerne. Kan det ikke ske frivilligt, har regeringen mulighed for at tvinge kommunerne, hvad man ikke er meget for. Derfor oplever vi en omgang rundbold om ansvaret:

RØDE KORS kan ikke skaffe plads og peger på regeringen, som peger på kommunerne, som ikke er særlig interesserede og derfor peger på regeringen, osv.

Heller ikke når det gælder årsagen til dette humanitære problem, er der megen energi at hente f.eks. fra integrationsminister Birthe Rønn Hornbech, der foretrækker at leve i politisk og mediemæssigt asyl under beskyttelse fra Dansk Folkeparti.

FOR HVAD foretager Birthe Rønn sig egentlig for at tage denne sag op med de afghanske myndigheder? Er det bare i orden, at familier/forældre/menneskesmuglere eller hvem det er sender børn og unge til Danmark, uden at nogen tager fat på det problem?

Som leverandør bl.a. af soldater til Afghanistan-krigen mod Taleban kan Danmark jo ikke være underrepræsenteret på de kanter – hvad foretager den danske ambassade og andre danske myndighedspersoner i Kabul sig egentlig i denne sammenhæng?

INGEN TAGER ANSVAR. Slet ikke den minister, der har det formelle politiske og juridiske ansvar.

Hver uge kommer der 20 flygtningebørn mere til Danmark, som der ifølge Røde Kors ikke er plads til.

Hvis der er en sag, der kalder på politisk indgriben, er det denne. Eller tag selv ansvar, fru minister.

Annonce