Indlæser...

Smid generalerne ud

06:00, 10. maj 2010 |

Annonce

  • Oversæt / Translate

Annonce

Annonce

SMID generalerne ud, og ansæt nogle folk, der har forstand på penge.

Det må være ordren til forsvarsminister Gitte Lillelund Bech, som i sidste uge modtog en spareplan fra forsvarschefen, general Knud Bartels, hvor der mangler fire milliarder kroner.

ENDNU EN GANG demonstrerer forsvarsledelsen sin totale uegnethed til at administrere skatteydernes penge.

Det er mindre end et år siden, der blev indgået et nyt fireårigt forsvarsforlig, hvor forsvaret fik et kæmpemæssigt løft. Fire måneder efter forligsperioden er startet, mangler der milliarder.

Enten har vi en forsvarsledelse, der er fuldstændig uduelig, eller også har der været uforudsete udgifter i et omfang, der nærmest er ansvarspådragende.

DESVÆRRE tyder det på, at svaret er det første – at forsvarets øverste ledelse ikke har greb om tingene. Det er også den fornemmelse, der breder sig blandt de forsvarspolitiske ordfører og sågar den nyudnævnte minister, der angiveligt var stram i betrækket, da forsvarets tal kom på bordet. Gitte Lillelund er tydeligvis mindre imponeret af de medaljebehængte pengeamatører end forgængeren, Søren Gade. Og tak for det.

For hvad bilder general Bartels og hans talblinde krigere i Forsvarskommandoen sig egentlig ind? Han har fået besked på at fremlægge en spareplan, så det indgåede forsvarsforlig respekteres, og pengene passer. Alligevel møder han op med en plan, der er totalt underfinansieret på et tidspunkt, hvor statskassen i forvejen mangler milliarder.

GITTE LILLELUND BECH bør hurtigst muligt smide generalerne ud af forsvarets budgetforhandlinger. Hun skal ansætte nogle regnedrenge- og piger, som ved, hvad budgetter og regnskaber er. Og som er klar over, at et forlig skal respekteres og pengene passe.

De seneste to år har forsvaret til spot og skam leveret underholdning med den ene skandalesag efter den anden: Mislykkede materielprojekter, gigantiske budgetoverskridelser, bolig- og rejseskandaler, Jægerbog, lækagesager og en tidligere forsvarschef, der nu slikker frimærker i Forsvarsministeriet.

Lad de andre generaler og admiraler slutte sig til ham – og lad dem med forstand og snusfornuft passe pengesagerne.

Annonce