Tilbage til mobilsitet
Indlæser...

Hævet over lov og ret

06:00, 10. aug 2010 | Ekstra Bladet

Annonce

  • Oversæt / Translate

Annonce

Annonce
PLØREFULDE diplomater kører ustraffede rundt i de danske gader.

ANDRE rapser i butikker. Sniffer kokain på diskotek og tér sig i det hele taget, som om de er hamrende ligeglade med lovene i det land, de er gæster i.

ALLE ER beskyttede af diplomatisk immunitet. De kan blive anholdt lige så tit, det skal være – og bagefter bare sige æv-bæh-buh: I kan ikke røre os!

RUSSERNE i den danske hovedstad har f.eks. rekord i ubetalte parkeringsbøder. Og konkurrencen er ganske hård, fremgår det af de dokumenter, Ekstra Bladet for øjeblikket opruller om kriminelle, udenlandske diplomater. Men den russiske ambassade er altså forrest i det pinlige felt med 103 ubetalte parkeringsbøder i første halvår af 2010.

EN BAGATEL kan man sige – at parkere ulovligt er trods alt ikke en alvorlig forbrydelse. Men det viser jo netop, at den konvention, der skal beskytte udsendte diplomater over hele verden, i dén grad bliver misbrugt til noget, det aldrig har været meningen, den skulle beskytte.

DE, DER for over 50 år siden nedskrev Wiener-konventionen, havde langt ædlere mål end at holde hånden over standerstive ambassadeansatte og parkeringsbøller. Den skal sikre, at det vigtige diplomatiske arbejde ikke kan forhindres af diverse værtslande. F.eks. kan et værtsland ikke chikanere en udsendt diplomat, fordi værtslandet er utilfreds med diplomatens hjemlands kritik eller ageren.

MEN HVOR alvorligt kan man tage en ambassade, der blæser højt og flot på sit værtslands almindelige love? Det virker ikke seriøst. Selv om det danske retssystem ikke kan dømme alle de spritbilister og butikstyve, politiet fanger, kan ambassaderne selv i det mindste demonstrere en bedre moral ved at vise, at lovovertrædelserne får følger for de pågældende. Det sker tilsyneladende kun i meget lille udstrækning. I stedet ’råder’ den saudiske ambassade f.eks. fortørnet Ekstra Bladet til at fortie oplysninger. ’Det er usmageligt. Det er jo diplomater – ikke Helle Thorning eller andre danske borgere’, som en ansat irettesatte den udsendte journalist.

Annonce