Vestagers taberparti

55

KommentarerKommentér
artiklen her!

Del på
Messenger!

Send artikel

Selv om de radikale i ti år har befundet sig i den politiske ørken og har udviklet sig til et parti, ingen af de andre gider lege med, har det ikke på nogen måde sat sig spor i Margrethe Vestagers selvopfattelse.

På den radikale sekts sommergruppemøde udstillede man atter sin magtesløshed med krav til alle andre –bare ikke sig selv. Vestager lød som sædvanlig skinger, ensformig og selvretfærdig.

Mærkeligt, at det ikke er gået op for det radikale taberhold, at dansk politik har ændret sig. Hvis man ønsker ansvar og indflydelse, skal man tale med Venstre, Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne eller SF. De radikale udbrydere, Anders Samuelsen og Simon Emil Ammitzbøll, har større indflydelse og virker noget mere blodrige end forsamlingen af blege radikale. Selv den tidligere radikale Naser Khader har efter et antal partiskift nu fundet sig til rette som Lene Espersens livvagt, i hvert fald indtil han ryger ud ved næste valg.

Selv i rød blok er man dødtrætte af de radikale pygmæers egotrip. S og SF har det hyggeligere og mere afslappet med Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen end den bedrevidende Vestager, der nu på tredje år målrettet arbejder på at køre sit gammelmandsparti i sænk.

For hvem har egentlig brug for de radikale? Partiet har for længst deponeret sin statsminister-stemme hos Helle Thorning, efter at projektet med Marianne Jelved døde af vælgernes latterbrøl, og S og SF's nye generation af politikere vil hellere tage gift end at give de radikale den indflydelse, som Jelved opnåede hos Nyrup og Lykketoft. De bøjede sig konstant, og vælgerne løb skrigende væk. S har aldrig fået dem tilbage.

Det er muligt, de radikale får to-tre ministerposter, hvis der kommer en ny regering. Og partiet vil som tidligere være skamløst nok til at lade deres ministre udtræde af Folketinget, så vælgerne tvinges til at betale for, at stedfortræderne hentes ind.

Men uanset hvor meget Vestager og hendes skødehund, Morten Østergaard, bralrer, er den tid forbi, hvor de radikale kan true sig til noget. Ved ensidigt at placere sig i rød stue har partiet nemlig fraskrevet sig retten til at være et centralt midterparti. De radikale har i dag ingen valgmuligheder –hvad de åbenbart ikke selv er klar over.

Den centrale placering har andre med meget større talent overtaget.