Retten til idioti

Seneste Nyheder

Hent flere

Mest læste i Nyheder

Hent flere
Nyheder
Bliv opdateret med de seneste nyheder direkte i din indbakke. Du får det daglige overblik inden frokost.
Grønland - Seneste nyt
 

LARS HEDEGAARD, som er formand for Trykkefrihedsselskabet, blev i går i Højesteret frikendt for at have overtrådt straffelovens racismeparagraf. Manden havde udtalt: 'Piger i muslimske familier bliver voldtaget af deres onkler, deres fætre eller deres far.'

EN IDIOTISK udtalelse, og det har Lars Hedegaard da også erkendt. Han mente i virkeligheden, at den slags forekom i nogle muslimske familier, og det er jo uafviseligt rigtigt. En del sager viser, at samme udsagn er dækkende for nogle danske familier. Højesterets afgørelse er det juridiske punktum for en langstrakt sag, der begyndte med en frifindelse ved Frederiksberg ret. Den dom blev senere ændret til en bøde på 5000 kroner ved Østre Landsret.

5000 KRONER for at sige noget dumt... Vi er en del, der ville gå fallit, hvis den retspraksis blev udbredt. Men Lars Hedegaard slap faktisk kun for straf ved Højesteret, fordi retten vurderer, at hans åndsevner ikke er noget at skrive hjem om. Ifølge dommen burde han have indset, at hans udtalelser ville blive udbredt til en videre kreds, da han udtalte sig til netsitet snaphanen.dk. Kun fordi Højesteret mener, at Lars Hedegaard ikke var i stand til at gennemskue den kendsgerning, blev han frifundet.

UDFALDET af de tre retsinstansers behandling af sagen er aldeles uegnet til at gøre nogen klogere. Det meningsløse forbrug af tid og ressourcer har kun demonstreret, at racismeparagraffen bør afskaffes. Vi har ytringsfrihed i Danmark, men den frihed handler ikke om retten til at sige noget, som de fleste er enige i. Den må også omfatte nogles ret til at give udtryk for holdninger, som andre finder modbydelige. Ellers er ytringsfriheden bare et ord uden indhold.

PRINCIPPET er enkelt, men barokt nok har end ikke Trykkefrihedsselskabet forstået det.

Ansvarshavende chefredaktør: Poul Madsen Ledende digital redaktør: Anders Refnov EKSTRA-redaktør: Lisbeth Langwadt Nyhedsredaktør lige nu:Linette K. Jespersen Kontakt Ekstra Bladet

Ekstra Bladet - Rådhuspladsen 37 - 1785 København V - Telefon: 33 11 13 13 - Fax: 33 14 10 00 - CVR nr. 26 93 36 76

Udgiver: JP/Politikens Hus A/S | Om Ekstra Bladet | Ophavsret | Persondata politik