Lederen

Hysterisk amerikansk angst for numser

AMERIKANSK KULTUR dominerer vores liv: Coca-Cola, Hollywood, burgere, Disney   ... You name it, som de siger over there. Medierne har været en undtagelse –  takket være vores mærkelige sprog. Men nu vil amerikanerne også bestemme, hvad vi må udgive på dansk –  i Danmark.

En dansk tradition er vores afslappede forhold til nøgenhed. Billedpornoen blev frigivet i 1969. Side 9-pigen gjorde sit indtog i 1979 –  og hende er der vist ingen danskere, der på nogen måde kan blive forargede over. Men det kan amerikanerne. Apple, der laver de smarteste computere og mest trendy mobiltelefoner, har forbudt Side 9-pigen.

HVIS EKSTRA BLADET vil udgive nyheder til danskere med iPhone, så er det uden Side 9-pigen. Senest har Apple også fundet ud af, at en helt uskyldig konkurrence om, hvem der har Danmarks bedste numse, er for skrap, pornografisk kost –  for danskerne.

Hvis vi ikke bortcensurerer numserne og Side 9-pigen, får de omkring 300.000 danskere, der i dag har en iPhone, ikke lov til at læse Ekstra Bladet.

Det er naturligvis deres butik, men hvorfor sætter de sig ud over dansk lovgivning og tradition?

Hvor lille sagen om numserne end kan lyde, bærer den et helt grundlæggende, stort princip i sig. Det handler om mediernes frie ret til at ytre sig. Det er et historisk brud på en grundlovsfæstet dansk tradition om pressefrihed.

VI HAR EN GLIMRENDE, dansk lov, som regulerer, hvad vi må i medierne. Men det er Apple åbenbart ligeglade med. De trækker deres egne, bornerte, amerikanske normer ned over os. Lige nu handler det om en uskyldig tradition om at vise søde piger. Men hvad bliver det næste?

Bliver Ekstra Bladet også udelukket, fordi jeg nu skriver kritisk om Apple? Det er en glidebane og et urimeligt indgreb i dansk kultur og selvbestemmelse.

Jeg har intet imod iPhonen. Den giver os nye muligheder for at få et sjovere og mere spændende liv. Men det kan ikke nytte noget, at ethvert dansk kendetegn bliver udvisket på globaliseringens hellige alter.

Hvor lille sagen om numserne end kan lyde, bærer den et helt grundlæggende, stort princip i sig.

Seneste Ekstra Bladet job

Følg Ekstra Bladet

- så giver vi dig noget at tale om

Følg Ekstra Bladet

Seneste Nyheder

Hent flere

Mest læste i Nyheder

Hent flere
Grønland - Seneste nyt
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen