Seneste Nyheder

Hent flere

Mest læste i Nyheder

Hent flere

Få EKSTRA overblik

Hent flere
Grønland - Seneste nyt
 

DER ER udsigt til en opslidende ord- og skyttegravskrig mellem regeringen og de store borgerlige partier om milliard-besparelserne i forsvaret. Eller som forsvarsminister Nick Hækkerup (S) udtrykker det: –Det bliver en ganske svær øvelse.

I ALT skal der skæres 2,7 mia. kr. Heraf vil regeringen hente ca. en halv mia. ved at suspendere værnepligten. Ideen er ikke pling! pludselig opstået i ministerens hoved. Suspensionen er en del af regeringens grundlag, men det gør ikke forslaget ringere.

I DAGENS Danmark taler al sund fornuft for at fjerne værnepligten, der oprindelig blev skrevet ind i grundloven fra 1849. Men sådan ser de borgerlige forligspartier ikke på forslaget.

SIDEN søndag aften har Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti himlet op om, hvor væsentlig værnepligten er. Lene Espersen (K) siger: –Værnepligten er med til at sikre, at forsvarsviljen er bredt forankret i befolkningen.

OG DF'S Marie Krarup er i vanlig stil futtet af som et løbsk missil: –Værnepligten sikrer en god sammenhæng mellem forsvaret og samfundet, hvislede hun, inden hun bevæbnet med alskens manipulationer på ny angreb nærmeste politiske modstander.

BEMELDTE Krarup er uden for pædagogisk rækkevidde, så følgende opfordring er alene stilet til Konservative og Venstre. Gennemgå de tørre facts en ekstra gang. Af de godt 5000 værnepligtige i forsvaret sidste år var 95 pct. frivillige.

I PRAKSIS er værnepligten således vandet ud. Lene Espersens argument om 'forsvarsviljen' osv. støjer som løst krudt. Desuden er Danmarks ydre grænser heller ikke ligefrem truede.

SÅ EN suspension –afskaffelse kræver en grundlovs-ændring –vil være en fornuftig manøvre. Der er ikke ét holdbart argument for at bevare værnepligten, men ca. en halv milliard fordele ved at skrotte den.

Ansvarshavende chefredaktør: Poul Madsen Følg @pomaEB Ledende digital redaktør: Anders Refnov EKSTRA-redaktør: Lisbeth Langwadt Følg @langwadt Nyhedsredaktør lige nu:Steffan Kærulf Frandsen Kontakt Ekstra Bladet

Ekstra Bladet - Rådhuspladsen 37 - 1785 København V - Telefon: 33 11 13 13 - Fax: 33 14 10 00 - CVR nr. 26 93 36 76

Udgiver: JP/Politikens Hus A/S | Om Ekstra Bladet | Ophavsret | Persondata politik