Lederen

Al magt til akademikerne

13. OKTOBER FORLADER skolelæreren Villy Søvndal formandsposten i SF. Det vil uden tvivl ske under stående ovationer fra landsmødet.

Men er der overhovedet noget at klappe ad? Søvndals afgang betyder samtidig et farvel til den sidste ikke-akademiker som partileder. Den næstsidste er hjemmehjælperen Pia Kjærsgård. Hun bliver afløst af en akademiker om nogle uger.

Fra midten af oktober vil akademikere alene styre Danmark. Det kan umuligt være sundt for demokratiet.

Forestil dig, at vi gav en nogenlunde lige så stor gruppe - aarhusianerne - monopol på magten. Mon ikke det ville udløse et ramaskrig?

DERTIL KOMMER, at de akademiske partiformænd er omgivet af et andet hold akademikere. Det er deres fortrolige rådgivere. De har taget vejen til magtens korridorer ved først at markere sig i ungdomspolitik og siden i partiapparatet, og derfor har de aldrig haft tid til at gøre deres uddannelser færdige eller have et almindeligt job. Deres liv er politik. En af de mest magtfulde repræsentanter for den gruppe er SF's skatteminister Thor Möger, bedre kendt som Mögungen.

Möger er uden tvivl en velmenende politiker, men han personificerer alt det, der er galt ved nutidens politik.

HAN ER ALDRIG blevet valgt af vælgerne - han fik sølle 684 personlige stemmer. Nærmest pinligt, men alligevel blev han gjort til topminister og har fået lov til at styre partiet, mens Villy rejste verden rundt.

Det er mildest talt ikke gået særlig godt, og derfor har Möger for længst indset, at han ikke kan blive Villys afløser. Han opererer gennem andre, hvilket også har den fordel, at han aldrig bliver konfronteret med en afstemning.

Men det uforståelige er, hvorfor et parti som SF, der rummer så mange begavede og talentfulde politikere, lader sig styre af en mand, der blev forkastet af befolkningen, og som har tvunget partiet til at stemme for et rent blåt skatteforlig, der kun fik de rigeste og de borgerlige til at klappe begejstret.

SF ER PÅ VEJ mod glemslen, og dansk politik er på vej ud over afgrunden, hvis man ikke får gjort op med mørkets fyrster, og at en alt for snæver elite har taget magten.

Læs også

Seneste Nyt
Mest læste

Seneste Ekstra Bladet job

Følg Ekstra Bladet

- så giver vi dig noget at tale om

Følg Ekstra Bladet
Seneste Nyheder
Hent flere
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Få EKSTRA overblik
Grønland - Seneste nyt
Kulden koster i privatøkonomien
En god dag for slædekulturen
Hvem bliver boende hos mor?
IA: Ingen dato for grønlandsk selvstændighed
Tøbrud mellem Tanbreez og Naalakkersuisut
Tele-Post lancerer ubegrænset mobiltelefoni
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Peter Roelsgaard
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen