Indlæser...

Idioter og tøsedrenge

20:45, 06. jan 2008 |

Annonce

  • Oversæt / Translate

Annonce

Annonce

ANTON NJIE blev lørdag morgen stukket ned på Strøget i København. Han blev dræbt, fordi han ikke ville give slip på sin hue.

Anton nåede kun at leve i 19 år.

Drabet er det seneste i en række af knivoverfald, som har det til fælles, at ofrene var helt tilfældige. De var bare det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.

JUSTITSMINISTER Lene Espersen (K) slår i forbindelse med overfaldet til lyd for øget video-overvågning. Den idé vil nok have få modstandere; men spørgsmålet er, om den vil gøre nogen gavn.

Drab bliver næsten altid opklaret i Danmark, og drabet på Anton blev faktisk optaget af et videokamera i en forretning.

Ville de sigtede for drabet på Anton have handlet anderledes, hvis de var klar over det? Næppe. Evnen til rationel tænkning er åbenbart ikke spidskompetence hos den slags fyre. Var det tilfældet, havde de ikke gjort sig til mordere for en hues skyld, sådan som politiet mener.

POLITIET HAR flere steder i landet oprettet særlige visitationszoner, hvor folk kan blive undersøgt for, om de har fået den åndssvage idé at medbringe en kniv. Resultatet er for så vidt positivt, for meget få knive er blevet konfiskeret. I København finder politiet således i snit kun én kniv om ugen.

Opmuntrende er det, men den kendsgerning hjalp jo ikke Anton.

Der er åbenbart en lille gruppe, som endnu ikke har fattet budskabet.

EN KNIV ER ikke noget, man i et civiliseret samfund bringer med sig, når man går i byen. Der er nemlig fare for, at den bliver brugt, og bliver den det, er der altid flere ofre.

Manden, som dræbte Anton, skabte ikke blot ubeskrivelig sorg blandt Antons familie og venner. Han slog sandsynligvis samtidig alle sine egne håb og drømme for fremtiden ihjel.

De mennesker, der trækker kniven, er næsten altid unge mænd eller drenge. Selvfølgelig hviler der et ansvar på skoler og sociale myndigheder, men først og fremmest må deres forældre få dem indprentet, at en kniv er en sindsoprivende dårlig idé i nattelivet.

Kun idioter og tøsedrenge går i byen bevæbnet med et mordvåben.

Annonce