Underhundenes kapløb

AMERIKANSKE valgkampe kan være trættende. Fordi de varer over et år. Fordi argumenterne er flade slagord. Fordi penge spiller en alt for stor rolle.

Men anderledes denne gang. Forandring, lyder det mest benyttede slagord, uden at det altid klart formuleres, hvad der skal forandres. Men kampen om Det Hvide Hus er forandret denne gang.

FOR ET HALVT år siden mente mange, at Hillary Clinton var uden store chancer. En kvinde kunne umuligt vælges, slet ikke en kvinde med hendes fortid og umoralske mand.

For et halvt år siden mente mange, at Barack Obama var en umulig tanke som præsident. En sort uden ret mange penge? Aldrig.

Men i dag er kvinden med den tvivlsomme fortid og den sorte uden mange penge de to eneste, der kan blive nomineret som demokratiske kandidater. Det er stærkt opmuntrende.

DET UMULIGE er også sket i den republikanske lejr. John McCain, hvis kampagne nærmest gik fallit i sommer, lagde sig ved tirsdagens super-valg i 22 stater dramatisk i spidsen.

Den succesrige, konservative forretningsmand Mitt Romney scorede dårligt ved primærvalgene, skønt han pumpede 180 mio. kr. af sin egen milliardformue i sin kampagne.

Den tredje republikaner, Mike Huckabee, må til at indstille ambitionerne på vicepræsidentposten. Hvis McCain vil have ham.

SITUATIONEN er nu, at McCain har sikret sig 613 delegater af de 1190, der kræves for at blive nomineret af Republikanerne. Det er en position, de andre får uhyre vanskeligt ved at rokke. Tænk: En ikke særskilt velbeslået, 71-årig republikansk senator med moderate synspunkter er ved at blive et tilbud, som selv europæere kan holde ud at høre på.

Den upopulære George Bush skabte længe forventninger om, at Demokraterne måtte vinde dette valg. Nok var nok. Nu er det letsindigt at se bort fra John McCains chance for at blive den ældste præsident siden Ronald Reagan.

HOS DEMOKRATERNE kom Hillary Clinton formelt bedst ud af primær-opgørene. Hun scorede 845 delegater mod Barack Obamas 765. Men hendes føring skyldes partiledelsens favorisering med tildeling af superdelegerede - og mange venter, at den sympatiske, sorte mand med de lysende talegaver klarer sig bedst i de resterende delstater.

Rivaliseringen mellem de to demokrater kan imidlertid slide så meget på image og pengetank, at vinderen får det svært i det endelige opgør med den republikanske kandidat.

MEN SOM SAGT: Skulle John McCain på den baggrund gå hen og vinde præsidentskabet ved valget 4. november, behøver vi ikke at gyse på denne side af Atlanten. Han er ingen Bush - men så orienteret mod midten, at hans virkelige fjender findes i det religionsvanvittige højre.