Indlæser...

Ingen kære mor

06:30, 03. mar 2008 |

Annonce

  • Oversæt / Translate

Annonce

Annonce

PANIKKEN er åbenbart ved at brede sig i Faderhusets førerbunker. Ruth Evensen prøvede i weekenden at stoppe sin datter, Sophias, afsløringer af sekten i Ekstra Bladet. Uden held.

UNDER PÅSKUD af en pludselig gejser af moderfølelse i sit fyldige bryst, smiskede Evensen for sin datter for at få hende hjem til trøst og forsoning.

SANDHEDEN er snarere, at Evensen føler sin pengemaskine knage i fugerne. Formålet er ikke ømhed, men en forloren damage control, der skal stoppe udbasuneringen af flere ubehagelige sandheder. I årevis har vi hørt beretninger om, hvordan Faderhuset har klemt og tyranniseret svage sjæle helt ud over kanten for at få deres penge og gratis arbejdskraft. Ruth Evensen hævder, Gud taler til hende, og i så tilfælde har det hidtil virket som et overbevisende postulat: Faderhuset er blevet mangemillionær og ejendomsbesidder.

MEN AFKLÆDNINGEN de seneste dage i offentligheden af sektlederen som menneske og manipulator kommer fra et menneske, der dårligt kan være mere inside end sektlederens egen datter. Derfor har den enorm troværdighed og vil utvivlsomt få konsekvenser for Faderhusets fortsatte rekruttering og styrke. Ikke så mærkeligt, at sektchefen er oppe at køre! Men magtbalancen er tippet - her hjælper, med omvendt fortegn, heller ingen kære mor.

DATTERENS BEDRIFT er flot. Vi har før set hjernevaskede ofre for diverse skrupelløse sekter give op, når de ønskede at rive sig løs. At det er éns egen mor, der kører sit afkom i sænk med psykisk dominans, gør naturligvis kun bruddet til en endnu mere smertefuld proces.

MEN TYRANNER kan altså væltes. Også på hjemmefronten. Giv dem fingeren, rank ryggen og skrid ud ad døren. De er slet ikke så magtfulde, som de prøver at bilde os ind. Friheden og lykken venter udenfor. Det er Evensen juniors budskab.

KØBENHAVNERNE har lidt under Evensens fanatiske bekæmpelse af Ungdomshuset. Danskerne har betalt millioner til politiet, der skulle forsvare hendes hellige, ukrænkelige ejendomsret og dæmme op for den deraf følgende vanvittige hærgen i storbyens gader. Sympatien for den barske mors problemer vil nu være til at overse.

Annonce