Indlæser...

Fri os for jeres bras

05:00, 03. apr 2008 | Ekstra Bladet

Annonce

  • Oversæt / Translate

Annonce

Annonce
TVANGSFODRINGEN med dødssyge reklamer fortsætter ufortrødent via de danske brevsprækker - uagtet at Post Danmarks kunder i stort tal frabeder sig den daglige ladning bras.

SKILTE MED ’nej tak’, bliver opfattet som rent koketteri af Post Danmark: Vort hedeste ønske er nok alligevel at få en lind strøm af kuponhæfter, Oriflames fristelser, lusede leksika, kopi-parfumer og grimme varmetæpper.

FOR AT OMGÅ reglerne om folks ret til at slippe for reklamer har Post Danmark opfundet et lille omslag, hvori reklamer bliver leveret som én stor kvalmepakke. Et utrolig gennemskueligt bogholderkneb. Hvorfor skal ragelset partout presses ned i halsen på folk, når de trygler om at blive fri?

IDIOTIEN FRA annoncørernes side er også monumental. Man skal være ualmindelig tåbelig for at tro, at folk, der gerne vil være fri for ens reklamer, bliver helt kulrede efter at købe produkterne, når de får en spand papirspild med posten. Tværtimod - produktets navn bliver forbundet med noget klamt, man omgående agter at boykotte.

SPILDET ER grotesk. Af gode, svenske træer til papirmassen. Af postvæsenets kræfter, når de skal stå og pakke stadset og slæbe det rundt til modstræbende kunder. Selv borgere, der har gjort sig den ulejlighed at tilmelde sig et særligt register for at slippe for personligt stilede reklamebreve, belemres med braset.

POST DANMARKS kræmmermentalitet trives garanteret på bekostning af den almindelige postudbringning, som mange steder er en ren farce. Man skal være glad for at få sine rudekuverter bragt ud inden aftenkaffen. Med diverse kuponhæfter til skraldespanden.

MINISTEREN for dette galimatias, Carina Christensen, har fået flere henvendelser om tvangsfodringen, siger hun. Foreløbig har hun dog ikke løftet en finger. Måske kan de nye svenske postpartnere sætte tempoet op hos ministeren.

Annonce