DR’s hykleri

 SKAL man tro DR's seneste opgørelse, har medie-mastodontens medarbejdere i år fået grønt lys til at bijobbe ved 639 arrangementer.

DR-medarbejdere er i høj kurs i private og offentlige virksomheder, organisationer og foreninger. For en kendis som tv-værten Clement Kjersgaard sælger billetter – hvad enten man bryder sig om hans savlende selviscenesættelse eller ej.

SOM Ekstra Bladet afslørede i går, er Clement Kjersgaard og hans DR-kolleger hyret til at optræde 97 gange på Folkemødet på Bornholm.

HVAD de tjener på deres glatte ansigter, er en statsbevaret hemmelighed. DR vil intet oplyse. Men ifølge informerede kilder får værterne i snit 13.000 kr. i timen. Altså et par tusind mere, end hvad en enlig på kontanthjælp får om måneden.

DET siger sig selv, at bijobberiet udfordrer DR-medarbejdernes troværdighed og habilitet. Selv afviser de kategorisk. Og selvfølgelig gør de det, for ellers ville det velpolstrede DR-job være i fare og derefter bijobberiet.

MASSER af medie-kendisser bijobber. Men DR er i en særlig situation, fordi kolossen er 100 pct. finansieret af den tvangsudskrevne licens. Tilmed hævder public service-stationen at drive 'objektiv journalistik' og andet godt fra kassen med friserede floskler.

DR ved, at den er gal. Ellers ville ledelsen ikke have opstillet regler for bijob og kæfte op om, at alt lægges åbent frem.

HYKLERIET er uden grænser. DR's regler er lige så gennemsigtige som en sort skærm.

F.EKS. nægtede DR sidste år at oplyse, hvilke journalister der havde fået lov til at sprænge bijob-loftet på 300.000 kr. om året. Tidligere medarbejdere, der nu har valgt at arbejde freelance for DR, er ifølge Ekstra Bladets oplysninger ikke omfattet af reglerne. Men i offentligheden har de stadig et DR-stempel i panden.

BIJOB-listerne er mildest talt mangelfulde, og for at det ikke skal være løgn, indeholder reglerne en bestemmelse om, at medarbejdere kan bede om at få slettet deres navn fra listen.

 længe DR tillader bijobberi, bør ledelsen som minimum sørge for, at listerne er fyldestgørende og gennemskuelige. Som reglerne er nu, føres licensbetalerne bag lyset.

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Nyt
Mest læste på Ekstra Bladet
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen