Lederen

Helles hjertesag

ENDELIG!

Tredje gang var lykkens gang for Helle Thorning-Schmidt. Efter at være blevet vraget til topposter i både FN og EU har vores tidligere statsminister fået sit højeste ønske opfyldt: Et internationalt højt betalt job med stor prestige.

SOM ØVERSTE direktør for den humanitære organisation Save the Children – på dansk, Red Barnet
– får hun ovenikøbet den sidegevinst, at hun fremover skal bo og arbejde i London, hvor hendes mand er medlem af parlamentet.

Så herfra ønsker vi tillykke. Det er altid glædeligt, når danskere er efterspurgt i det store udland.

MEN DET KAN undre, at netop Red Barnet og Helle Thorning har fundet sammen. For de har ikke haft det godt med hinanden de senere år – for nu at sige det mildt.

Således var organisationen benhård i sin kritik af SR-regeringens begrænsninger af mulighederne for familiesammenføring for flygtninge med midlertidigt asyl.

Det er ikke humant at nægte den resterende del af familien at komme hertil fra for eksempel Syrien, lød det dengang fra Red Barnet.

HELLE THORNING derimod var synligt stolt: – Vi har strammet asylreglerne som de første i 12 år, pralede hun.

Red Barnet vender sig tilsvarende skarpt imod Lars Løkke-regeringens forslag om yderligere stramninger, som indebærer, at der fremover vil gå mindst tre år, før asylsøgere kan få familiesammenføring.

Det forslag agter Socialdemokraterne at stemme for. Og Helle Thorning har ikke talt imod.

Direkte adspurgt af Politiken viger hun uden om med en forklaring om, at hun har holdt sig ude af dansk politik de seneste syv måneder – og det vil hun fortsætte med.

DEN HOLDNING skuffer nok de mange tusinde, der stemte personligt på hende ved valget i juni. De havde ikke regnet med, at hun blot ville sidde med hænderne i skødet og vente på, at der skulle komme et fedt job-tilbud fra udlandet.

Helle Thorning siger, at hun nu har fået et drømmejob, fordi børns vilkår altid har været en hjertesag for hende.

DET SKAL NOK være sandt, men meldingen ville have virket mere overbevisende, hvis hjertesagen havde påvirket hendes politik i større udstrækning, dengang hun selv var ved magten.

Seneste Ekstra Bladet job

Følg Ekstra Bladet

- så giver vi dig noget at tale om

Følg Ekstra Bladet

Seneste Nyheder

Hent flere

Mest læste i Nyheder

Hent flere
Grønland - Seneste nyt
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Benjamin Bisgaard Krogh
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen