’Russerne kommer’

KOMMER russerne – nu igen?

I går lagde regeringen op til at øge udgifterne til Danmarks forsvar med fem milliarder kroner.

En stor del heraf skal bruges på en international brigade på 4000 mand, der kan sættes ind overalt, men mest sandsynligt sættes ind i Østersø-regionen.

Som statsminister Lars Løkke Rasmussen tidligere har sagt, så udgør Rusland ’en reel og stigende trussel’.

ER DET SANDT? Danmarks ambassadør i Moskva siger faktisk det modsatte.

For nylig var vestlige medier fyldt med spekulationer om, hvorvidt Putin og hans tropper med en stor militærøvelse var i færd med at bygge op til krig. Øvelsen Zapad nær de baltiske lande og på grænsen til Polen hævdedes at involvere 100.000 tropper og varsle et mønster:

Annekteringen af Krim og den russiske invasion af Georgien begyndte også som militærøvelser.

DEN RUSSISKE militærøvelse viste sig dog at anvende knap 13.000 mand – officielt, i hvert fald. Det sande tal er formentlig højere. Men det mest ophidsende ved den var, at en helikopter kom til at skyde på og såre tre tilskuere.

Meget tyder på, at ambassadøren er mere sanddru end statsministeren. Bare fordi præsident

Putin har et militær, er det ikke ensbetydende med, at han vil gøre brug af det.

Slet ikke over for Vesten.

DEN EGENTLIGE krig mod russerne synes derimod at finde sted i cyberspace og på nettet, hvilket der klogeligt også afsættes en del penge til i det nye forsvarsudspil.

At Rusland skulle finde på at invadere eksempelvis de baltiske lande, ligner kællingesnak fra folk som eksempelvis tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen, som åbenbart lykkes med at bilde den nuværende statsminister det samme ind.

Prisen bliver tydeligvis alt for stor for Putin. Manden er muligvis magtbegærlig, men næppe idiot.

VESTEN KUNNE med fordel vende hele billedet om og prøve at se det fra Ruslands side.

Nato gennemførte eksempelvis også en stor militærøvelse i juli nær Rusland. Nærmere betegnet i Ungarn, Bulgarien og Rumænien og med 25.000 soldater fra 20 Nato-lande.

Ved Murens, kommunismens og Warszawa-pagtens fald blev Rusland lovet, at Nato ikke ville udvide mod øst og mod Rusland. Det modsatte er sket.

RUSLANDS MILITÆR-BUDGET er 48 milliarder dollars om året. Natos er på 915 milliarder dollars.

Hvem har mest grund til at føle sig truet?

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Nyt
Mest læste på Ekstra Bladet
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen