Skatte-voodoo

SKATTEPOLITIKERE i blå blok kæfter op over for enhver, der gider høre på dem, om, at danskerne er det mest skatteplagede folk i verden.

AT DE SAMME politikere udmærket ved, at der er tale om fake news, forhindrer dem ikke i at fremmale et helvede, hvor skatten er skyld i alt ondt; den bremser væksten, opfordrer til snyd, splitter velfærds-samfundet, bla-bla-bla.

REALITETEN ER, at politikerne de sidste 15 år har brugt 51 mia. kr. på at lette indkomstskatten, fremgår det af tal fra Finansministeriet.

REALITETEN ER også, at marginalskatten – dvs. skatten på den sidst tjente krone – er faldet meget mere herhjemme end i øvrige OECD-lande.

BLÅ BLOK – orkestreret af den liberale tænketank Cepos – fremturer også med, at lavere skat får danskerne til at arbejde mere. Påstanden er bl.a. blevet brugt til at legitimere massive skattelettelser til de rige med.

DET ER I bedste fald særdeles tvivlsom news. For ingen – ingen – håndfaste undersøgelser viser, at lavere skat får os til at smøge ærmerne højere op. Ren voodoo og opspind.

DET SAMME kan siges om trekløver-regeringens og Dansk Folkepartis aktuelle udspil om at sænke arveafgiften for familieejede virksomheder fra 15 til fem procent. Alene de næste to år vil det koste 1,7 mia. kr. i mistede skatteindtægter.

REGERINGEN påstår i lovforslaget, at 23.000 virksomheder får gavn af forslaget og vil ’bidrage’ til at sikre ’ca. 300.000 arbejdspladser'.

FORKERT, lyder det fra økonomiprofessor Morten Bennedsen. Og han ved, hvad han taler om. For han er medforfatter til den rapport, der er blevet misbrugt i regeringens groft manipulerede og manipulerende forslag. Igen ren voodoo og opspind.

MEN DET RAGER skatteminister Karsten Lauritzen (V) langsomt. Han siger til Politiken, at det handler om ’det moralske i’, at familievirksomheder får bedre vilkår ved et generationsskifte.

DET ER ALDELES rablende. Hvis ministeren endelig vil tale om moral, skulle han netop undskylde sit eget lovforslag, fordi det forvansker fakta.

MEN NEJ. Regeringen fortsætter med at basere sin skattepolitik på ren voodoo og opspind.

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Nyt
Mest læste på Ekstra Bladet
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen