Indlæser...

Løkke skal forklare Hilton-ophold

Ministeren og hans tre embedsmænd bør selv betale, mener forvaltningsekspert

12:01, 02. maj 2008 | Jan Kjærgaard, Mark Esdahl

Annonce

  • Oversæt / Translate
Lars Løkke Rasmussen risikerer en ekstraregning på to overnatninger og fortæring i San Francisco. foto: thomas sjørup
Lars Løkke Rasmussen risikerer en ekstraregning på to overnatninger og fortæring i San Francisco. foto: thomas sjørup

Annonce

Annonce

Ekstra Bladet kunne i går afsløre, at tidligere indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) sammen med tre embedsmænd fik sig en dejlig friweekend på Hotel Hilton i San Francisco på skatteydernes regning i september 2005.

Det har nu fået Rasmus Prehn (S) og Per Clausen (EL) til at kræve redegørelser fra både finansministeren og statsministeren.

Er det acceptabelt
– Jeg ønsker også at få statsministeren til at svare på, om han mener, at sådan en opførsel er acceptabel, siger Per Clausen. Rasmus Prehn vil bl.a. have statsminister Fogh til at svare på følgende:

’Når statsministeren krystalklart har udtrykt, at private udgifter skal betales privat, hvordan forholder statsministerens sig så til, at Lars Løkke Rasmussen i sin egenskab af indenrigs- og sundhedsminister har ladet skatteyderne betale for et privat ferieophold i San Francisco.’

Feriedage går ikke
Lektor i Forvaltningsret ved Aalborg Universitet Sten Bønsing fastslår over for Ekstra Bladet, at Løkke og de tre medfølgende embedsmænds private ophold i San Francisco er en overtrædelse af Forvaltningsloven:

– Selv om arrangementet samlet set måske nok er billigere for skatteyderne, fordi ministeren rejser på økonomiklasse – i stedet for den meget dyre businessklasse – så er manøvren ulovlig. Man kan ikke bare spare med den ene hånd, og så skaffe sig selv feriedage for besparelsen. Gik man først ind på den galej, så ville alt skride i forvaltningerne. Så det her med at spare på flybilletten og på den konto skaffe sig selv og nogle embedsmænd nogle gratis feriedage i San Francisco, det går ikke.

– Hvad skal der så ske i det foreliggende tilfælde?

– Der må ske en tilbagebetaling for alle fire. Ikke bare ministeren. Alle fire må tilbagebetale for to dages overnatning på hotel og fortæring mv. i de to dage. Alternativt må beløbene beskattes, fastslår Sten Bønsing over for Ekstra Bladet.

15.000 kroner
Det betyder, at Løkke og de tre embedsmænd står til at skulle tilbage betale for fire gange to ekstra overnatninger på Hotel Hilton i San Francisco. Her taler vi om et beløb på ikke under 12.000 kroner. Læg dertil tilbagebetaling af fortæring de to dage. Bilag, som Ekstra Bladet er i besiddelse af, viser, at der foreligger to restaurantregninger for lørdag og søndag på tilsammen andre knap 3000 kr.

Dertil det løse i form af først og fremmest lidt Løkke-hygge med minibaren. I alt ikke under 15.000 kroner, som Løkke og de tre embedsmænd nu står til at skulle tilbagebetale.

Hektisk Fogh
Fogh var onsdag aften i samråd om Løkke-sagen. Her forsøgte han hektisk at lukke sagen ned. Men det mislykkedes. Især fordi statsministeren selv fik udstillet, at Løkke-bilagene fra 2002-2007 ikke er blevet gennemgået med tættekam af Sundhedsministeriet. Det er kun 2004-bilagene.

Annonce