Indlæser...

McCain-støtter amok: Hæng Obama

John McCains valgmøder er eksploderet i Obama-had. Secret Service efterforsker dødstrusler

00:18, 11. okt 2008 | Mikkel Selin

Annonce

  • Oversæt / Translate

Annonce

Annonce

John McCains skærpede tone i den amerikanske valgkamp har fået den 72-årige Arizona-senators valgmøder til at eksplodere i hadefulde udbrud og trusler mod den demokratiske rival Barack Obama.

'Hæng ham', 'Bomb ham' og 'dræb ham' hører blandt de mere drabelige tilråb rettet mod Obama, som de seneste dage er blevet hørt fra McCain-tilhængere.

- Terrorist, råbte en mand under et stævne i New Mexico, da den republikanske præsidentkandidat stillede spørgsmålet: Hvem er Obama egentlig?

- Han er en forbandet løgner, skreg en kvinde under et valgmøde i Pennsylvania og forsamlingen gjaldede:

- Obama, Osama, Obama, Osama.

Efterforsker dødstrusler
Secret Service, der har ansvaret for præsidentkandidaternes sikkerhed, ser med alvor på truslerne og har indledt en efterforskning af en episode i Florida.

Den hadske stemning har fået bekymrede iagttagere til at opfordre McCain-lejren til at dæmpe retorikken over for den demokratiske modstander.

- Det kan ende med vold, advarer David Gergen, en tidligere republikansk toprådgiver og kommentator for tv-stationen CNN.

Barack Hussein Obama
Det er Barack Obamas forspring i meningsmålingerne, som har fået McCain-lejren til at skrue op for personangrebene.

Obamas forhold til en tidligere venstreradikal bombemand er blevet trukket frem i lyset. Samtidig er hans mellemnavn, Hussein, blevet fremhævet af lokale talere ved McCain-stævnerne. Alt sammen for at rejse tvivl om, hvor 'amerikansk' Obama i virkeligheden er.

De brutale personangreb fortsætter på tv og Internettet. En uafhængig undersøgelse konkluderer, at alle McCains tv- og webreklamer i de sidste to uger har været negative. Samme undersøgelse viser, at 34 procent af Obamas reklamer var negative.

Annonce