Indlæser...

McCain gik til angreb i sidste debat

John McCain gik i offensiven, da han i nat gennemførte den sidste tv-debat mod Barack Obama

04:52, 16. okt 2008 | Mikkel Selin

Annonce

  • Oversæt / Translate

Annonce

Annonce

John McCain, den amerikanske præsidentkandidat, kæmpede bravt for et comeback til den amerikanske valgkamp, da han i nat mødtes til tredje og sidste debat med sin demokratiske rival Barack Obama.

McCain gik i offensiven på spørgsmål som skat og offentlige besparelser, men Barack Obama – der i tv-debatterne har levet op til øgenavnet 'Mr. Cool' – lod sig ikke distrahere og stod distancen mod den 25 år ældre modstander.

Både McCain og Obama lovede massive tiltag for at hjælpe USA gennem finanskrisen og forbedre hverdagen for den enkelte amerikaner, som i debatten var personificeret som 'Joe the plumber'.

McCain anklagede Obama for at ville gennemføre massive skattestigninger, hvis den demokratiske kandidat kommer til magten.

- Hvorfor vil du øge skatterne for nogen lige nu, spurgte McCain.

Obama forsvarede sig med, at han vil sænke skatterne for 95 procent af alle arbejdende amerikanere.

- Vi ønsker begge at sænke skatterne. Spørgsmålet er, hvem vi vil sænke skatterne for, sagde Obama.

Der er mindre end tre uger til det amerikanske præsidentvalg den 4. november og nattens direkte tv-debat var formentlig McCains sidste chance for at vende et truende nederlag til sejr.

McCain er i øjeblikket mere end syv procentpoint bagud ifølge et gennemsnit af alle meningsmålinger.

Annonce