Indlæser...

JFK's datter vil afløse Hillary

Caroline Kennedy er et varmt navn til at overtage Hillary Clintons post som senator for New York

22:46, 05. dec 2008 | Mikkel Selin

Annonce

  • Oversæt / Translate

Annonce

Annonce

Caroline Kennedy - datter af den afdøde præsident John F. Kennedy - ønsker at overtage Hillary Clintons post som senator for New York, oplyser amerikanske medier.

Caroline Kennedy har ifølge tv-stationen NBC været til samtale med New Yorks guvernør David Paterson, hvor senatorposten blev drøftet.

Guvernør Paterson skal egenhændigt afgøre, hvem der skal overtage Clintons senatssæde, når hun 20. januar bliver Barack Obamas udenrigsminister.

Det vil uden tvivl være en populær beslutning at lade valget falde på Caroline Kennedy, der tilhører en ny generation i den magtfulde Kennedy-klan. Samtidig vil det også være velset, at lade en kvinde overtage posten efter den tidligere førstedame.

Caroline Kennedy har trods sit berømte efternavn længe formået at holde sig uden for rampelyset. Det sluttede brat, da hun i februar meldte sig som en varm fortaler for den daværende præsidentkandidat Barack Obama.

Caroline Kennedys onkel Robert var tidligere senator for New York. Den sidste tilbageværende Kennedy i Kongressen er onkel Ted, men han lider af kræft i hjernen.

Annonce