Indlæser...

Frygter attentat fra racister

De amerikanske myndigheder er på vagt over for skinheads og nynazister, der ikke er glade for, at den nye præsident er sort

10:04, 19. jan 2009 | Mikkel Selin

Annonce

  • Oversæt / Translate

Annonce

Annonce

WASHINGTON (ekstrabladet.dk): Frygten, for at attentatmænd kan forvandle en historisk festdag til en national tragedie, kan spores i gadebilledet i den amerikanske hovedstad Washington DC.

Flere end 40.000 soldater, politibetjente og specialagenter er udkommanderet i vinterkulden for at sikre, at Barack Obama i morgen på plænen foran Capitol Hill kan tages i ed som USA’s første sorte præsident.

For en gang skyld er det ikke arabiske terrorister, som vækker størst bekymring, men derimod hvide racistiske grupper, oplyser en talsmand for Bureau of Alcohol, Tobacco and Firearms.

- White Power-grupper har på det seneste været meget aktive på Internettet og andre steder. Det er naturligvis noget, vi er ekstra meget opmærksomme på, siger Mike Campbell til Ekstra Bladet.

Det var agenter fra Bureau of Alcohol, Tobacco and Firearms, som sidste år i Colorado og Tennessee slog til mod unge nynazister, som havde planer om at dræbe den daværende præsidentkandidat.

Og den omstændighed, at den nye præsident er mørkere i huden end sine 43 forgængere i Det Hvide Hus, gør ondt i racistiske kredse. Ku Klux Klan har for eksempel opfordret til, at alle markerer begivenheden ved at bære sørgebind.

Secret Service, præsidentens sikkerhedstjeneste, har det overordnede ansvar for sikkerheden under indsættelsen af den nye præsident.

- Vi er naturligvis bekendt med de historiske omstændigheder, men jeg vil ikke kommentere på mulige trusselsbilleder. Vi tager højde for alle tænkelige scenarier, lyder det fra talsmand Ed Donnovan.

Annonce