Indlæser...

Grønlands Leonard Cohen styrer

Den kommende landsstyreformand Kuupik Kleist - Grønlands første, som ikke er fra Siumut - er uddannet socionom, men kendt som sanger, jæger og fisker

16:56, 03. jun 2009 | Ritzau /Nyheder

Den store vinder af det grønlandske valg, IA-formand Kuupik Kleist, i stemmelokalet sammen med sin to-årige søn. (Foto: Jørgen Chemnitz)
Den store vinder af det grønlandske valg, IA-formand Kuupik Kleist, i stemmelokalet sammen med sin to-årige søn. (Foto: Jørgen Chemnitz)

Annonce

  • Oversæt / Translate

Annonce

Annonce

Den store sejrherre ved valget i Grønland er Kuupik Kleist, formand for partiet IA. Han er uddannet socionom og har en fortid i Folketinget.

Formand Kleist står som kinesernes Mao med den lille røde bog foran masserne og røde faner med hammer og segl - og gule Christianiasole - på en tegning i det grønlandske satiriske blad Flaskeposten.

Men Kuupik Kleist er ingen diktator, skyndte han selv at understrege, da hans venstreorienterede parti tirsdag havde vundet en overvældende sejr ved valget i den gamle danske koloni. Han understreger, at hovedbestyrelsen i Inuit Ataqatigiit (IA), som han leder, tager stilling til hans krav om at danne regering uden det socialdemokratiske Siumut, som har leveret Grønlands hidtidige landsfædre og en stribe økonomiske skandaler.

51-årig far til to-årig
Kræver IA’s hovedbestyrelse, at Siumut kommer med i regeringen, vælger de dog Kleist fra, tilføjede formanden med den dybe sangstemme - Grønlands svar på Leonard Cohen.

Ud over at være formand og sanger, er den 51-årige Kleist far til en toårig, og han er forhenværende folketingsmedlem. Lige som nogle danske politikere kan han lide at gå på jagt. Eller fiske fra speedbåden. Helst hver dag om sommeren. Med sin T-shirt symboliserer han for mange et mere moderne Grønland end valgets taber, Hans Enoksen, som foretrækker anorak.

Ros fra politisk modstander
Kleist trådte ud af Folketinget i november 2007, men kom stadig et stykke tid på Christiansborg. Han var en central person i Selvstyrekommissionens forhandlinger om den forventede grønlandske olie. Det konservative medlem af kommissionen, Per Ørum Jørgensen, kalder Kleist en dygtig og seriøs politiker, uanset partifarven. Og som en førende kinesisk kommunist engang sagde, er det lige meget hvilken farve katten har, så længe den kan fange mus.

Kleist blev uddannet socionom ved Roskilde Universitetscenter i 1983. Han blev medlem af Folketinget i 2001.

Før Kleist kom i Folketinget, var han grønlandsk trafikminister i fire år frem til 1995 og direktør for hjemmestyrets Udenrigskontor i tre år frem til 1999.

Annonce