Indlæser...

Rønn har en aftale med Irak

Birthe Rønn Hornbech stoler på Irak og fastholder, at hun har en aftale om også at kunne sende afviste irakiske asylansøgere hjem med tvang

23:36, 12. jun 2009 | Ritzau /Nyheder

Annonce

  • Oversæt / Translate

Annonce

Annonce

Der hersker overhovedet ingen tvivl om, at Danmark har en aftale med Irak om, at vi kan sende afviste asylansøgere tilbage til Irak med tvang. Det fastslog integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) her til aften i DR 2 Deadline.

- Jeg har den aftale, jeg har, og den aftale støtter jeg hjemsendelserne på, sagde hun.

Der er ellers blevet sået tvivl om, hvorvidt den hjemsendelsesaftale, som Danmark indgik med Irak i sidste måned, også gælder, hvis hjemsendelserne sker ufrivilligt. På det irakiske udenrigsministeriums hjemmeside fastslås det nemlig, at man ikke vil tage imod afviste asylansøgere, der er sendt tilbage med tvang.

Den nye tvivl omkring hjemsendelserne til Irak har fået Socialdemokraterne til at kræve klar besked fra ministeren, om Danmarks aftale med Irak nu også er det værd, som regeringen siger den er.

- Ministeren skal slå fast, at aftalen står fast. Det må hun få bekræftet hos de irakiske myndigheder, siger partiets udlændingeordfører Henrik Dam Kristensen.

Men en aftale er en aftale, mener Birthe Rønn Hornbech.

- Jeg holder mig til, at jeg har en skriftlig aftale med Irak, og jeg vil ikke være med til at rejse mistillid til Irak, siger hun til DR2 Deadline. Hun afviste fortsat enhver tale om at give de irakiske asylansøgere humanitær opholdstilladelse.

De afviste irakiske asylansøgere modtog i dag et brev fra Udlændingeservice om, at de vil blive tvangsudvist, hvis de ikke rejser tilbage til Irak frivilligt.

Annonce