Indlæser...

USA fortsætter Irandiplomati trods valguro

Anklager om svindel ved det iranske valg får ikke USA til at indstille planerne om fortsat at søge en diplomatisk løsning på uoverensstemmelserne med Iran

01:56, 16. jun 2009 | Ritzau /Nyheder

Annonce

  • Oversæt / Translate

Annonce

USA's præsident, Barack Obama, er dybt bekymret over uroen i Iran oven på det omstridte præsidentvalg. Men præsidenten vil fortsat forsøge at opfylde sine løfter om at løse uoverensstemmelserne med Iran ad diplomatiets vej, om end et sådant diplomati bliver af den hårde slags og uden illusioner.

Det sagde Obama mandag og tilføjede, at han ikke ønsker, at USA nu igen bliver en politisk fodbold på Irans indenrigspolitiske bane.

- Vi respekterer Irans suverænitet og vil undgå, at USA bliver et emne i Iran, sagde Obama.

Præsidenten betegnede dog demonstranterne som en inspiration for omverdenen og sagde, at han er bekymret over, at der bruges vold mod folk, som demonstrerer i stilfærdighed.

USA har sammen med flere andre vestlige lande længe været bekymret over Irans atomprogram, som amerikanerne frygter har til hensigt at fremstille atomvåben. Men mens USA's tidligere præsident lagde en noget nær uforsonlig linje over for Iran, så har Obama bebudet dialog og diplomati.

Annonce