Indlæser...

USA og Cuba genoptager dialog

Tirsdag genoptager Cuba og USA strandede forhandlinger om cubansk indvandring til USA. Iagttagere betegner det som endnu en udstrakt hånd fra Barack Obama

04:30, 14. jul 2009 | Ritzau /Nyheder

Annonce

  • Oversæt / Translate

Annonce

Ærkefjenderne USA og Cuba træder et par skridt nærmere hinanden tirsdag, hvor det ventes, at de to lande genoptager forhandlinger, som Bush-regeringen afbrød i 2004.

Det drejer sig om forhandlinger vedrørende en aftale fra midt i 1990'erne, der skal forhindre masseudvandring fra den kommunistiske østat til USA.

- Forhandlingerne bliver holdt i morgen (tirsdag, red.) i New York, siger en amerikansk regeringskilde til nyhedsbureauet Reuters.

Aftalen fra 1995 fastlægger blandt andet, at flygtninge, der bliver stoppet, inden de når i land, skal sendes tilbage til Cuba af den amerikanske kystvagt.

Genoptagelsen af forhandlingerne ses af flere iagttagere som en udstrakt hånd fra USA's præsident, Barack Obama, der gerne vil have et mindre anstrengt forhold til cubanerne end sin forgænger.

Midt i april lempede Obama reglerne for cubansk-amerikaneres feriebesøg i Cuba og gav grønt lys for, at amerikanske teleselskaber kan operere i østaten.

Det kan være de spæde første træk i bestræbelserne på at få afviklet den årtier lange handelsblokade, som USA opretholder over for Cuba.

Annonce