Indlæser...

Spindoktor ville ændre Broe-historie

Først kaldte Lene Espersens spindoktor detaljer i Broe-sagen for 'forbandet vrøvl' - så ændrede Jyllands Posten artiklen. Karen Hækkerup (S) kalder forløbet for 'en stinkersag'

20:31, 02. dec 2009 | Frederik Bjerre Andersen

Annonce

  • Oversæt / Translate

Broe-sagen kort:

24. januar 2001 fik hun at vide af amerikanske myndigheder, at hun blev efterforsket i en narkotikasag, der også omhandlede ekskæresten Fernando Tonelli.

I juli 2001 flyttede hun tilbage til Danmark, hvor hun tilmeldte sig folkeregisteret og siden har boet med sin nu 10-årige datter.

21. marts 2003 rejste de amerikanske myndigheder tiltale mod Camilla Broe for omfattende narkotikakriminalitet, konspiration og hvidvask af penge.

I 2007 blev den nu 42-årige Camilla Broe varetægtsfængslet i Danmark, efter USA formelt havde ansøgt om at få hende udleveret.

4. september 2009 blev hun udleveret fra Danmark og varetægtsfængslet i Miami i den amerikanske delstat Florida.

11. januar 2010 begynder retssagen mod Broe, medmindre en dommer forinden annullerer sagen på baggrund af forældelse eller smøl.

Annonce

Annonce

Onsdag morgen kunne Ekstra Bladet som det første medie fortælle, at det ifølge anklagemyndigheden i Miami var de danske myndigheder selv, der fremprovokerede udleveringen af den 42-årige danske statsborger Camilla Broe til USA. Onsdag eftermiddag sagde tidligere justitsminister Lene Espersens spindoktor, Morten Langager, til Jyllands Postens nyhedsside, at det var 'noget forbandet vrøvl'.

Det siger han ikke mere - i hvert fald ikke i følge jp.dk. Spindoktoren har nemlig haft held til at få slettet det markante citat. Det bekræfter Jyllands Posten selv overfor ekstrabladet.dk.

I stedet citerer Jyllands Posten nu Lene Espersen for, at hun ikke har haft 'nogen speciel interesse eller form for særligt fokus på denne sag' (Broe-sagen. red.).

'En stinker sag'
Forløbet får Socialdemokraternes retsordfører, Karen Hækkerup, op i det røde felt.

- Det bevidner, at regeringen har en rigtig stinkersag. De har en sag, hvor de måske har medvirket til at udlevere en person, der er anklaget for kriminalitet begået for 12 år siden, og som efterlader en datter i Danmark, som hun ikke kommer til at se i månedsvis, måske flere år, siger Karen Hækkerup.

- Så sender ministeren sin egen personlige rådgiver på banen for at rydde op. Og så snart jeg reagerer som oppositionspolitiker, så får de fjernet eller omskrevet artiklen, siger retsordføreren til ekstrabladet.dk.

Kun til baggrund
Morten Langager forsøgte også at få ekstrabladet.dk til at fjerne hans udtalelse, men det vil vi ikke. Spindoktoren ville meget gerne forklare hele forløbet for ekstrabladet.dk - men kun, hvis vi kunne tale 'til baggrund'.

- Nej, det kan vi ikke. Du må sige, hvad du vil, til citat.

- Så kan jeg ikke forklare dig det, siger Morten Langager.

Annonce