Indlæser...

Obama dropper møde med EU

USA's præsident, Barack Obama, dropper sit årlige topmøde med EU, skriver en amerikansk avis. I 2010 skal der styr på hjemmefronten og så må udlandet vente

17:07, 01. feb 2010 | Ritzau /Nyheder

Annonce

  • Oversæt / Translate

Annonce

Annonce

Det spanske EU-formandskab skal ikke regne med at få fint besøg fra USA til foråret.

Det årlige topmøde mellem den amerikanske præsident og EU's formandskab er ikke engang aflyst, for det har aldrig været planlagt.

Det siger en embedsmand fra Det Hvide Hus i Washington, ifølge den amerikanske avis Wall Street Journal.

USA har aldrig forpligtet sig til eller planlagt et topmøde med EU i foråret, siger den unavngivne embedsmand til avisen.

Dermed bryder Barack Obama med en 19 år gammel tradition for at mødes årligt med det europæiske formandskab. Mødet ville samtidigt have været det første med den nybagte EU-præsident, Herman Van Rompuy.

De nye toner kommer efter et 2009, hvor Obama besøgte Europa seks gange, hvilket er rekord for en amerikansk præsident. Nu skal 2010 bruges på indenrigspolitiske emner, lyder forklaringen fra Det Hvide Hus.

Barack Obama har også nok at se til derhjemme. I januar mistede hans parti, Demokraterne, et vigtig mandat, og dermed det absolutte flertal i det amerikanske senat. Det har bragt hans store sundhedsreform i fare.

Sundhedsreformen var et vigtigt valgløfte for Obama, og hvis den vedtages, vil den dække 30 millioner amerikanere, der hidtil har været uden sygesikring.

Det Hvide Hus åbner for, at der muligvis kan arrangeres et møde med EU senere på året. Det vil dog efter al sandsynlighed blive i USA eller i forbindelse med et planlagt Natotopmøde i Portugal.

Annonce