Indlæser...

Nu igen: Måling ville give rød regering

Helle Thorning-Schmidt bæres igen-igen frem til statsministerposition af flotte meningsmålinger til SF -og vælgerne tror ikke på, at Løkke kan vinde

23:31, 04. feb 2010 (Opdateret tid: 23:51, 04. feb 2010) | Ritzau /Nyheder

Især fremgangen til SF og Villy Søvndal giver Helle Thorning-Schmidt godt rygstød på vejen mod ministerkontorerne. (Foto: Jens Dresling)
Især fremgangen til SF og Villy Søvndal giver Helle Thorning-Schmidt godt rygstød på vejen mod ministerkontorerne. (Foto: Jens Dresling)

Annonce

  • Oversæt / Translate

Annonce

Annonce

Vælgernes dom er klokkeklar: Hvis der kom valg i morgen, ville de gøre Socialdemokraterne til det største parti med 26,2 pct. og dets formand Helle Thorning-Schmidt til statsminister, da den røde blok vinder 90 mandater, skriver dagbladet Børsen.

Sejren i meningsmålingen til rød blok kan især tilskrives SF’s markante fremgang siden sidste valg, så det ryster ikke partiets gruppeformand, at SF går en kende tilbage til 16,9 pct. fra 18,4 pct. i januar.

- De sidste ni målinger, der er kommet fra forskellige institutter har vist rødt flertal, så det har manifesteret sig, at flertallet er ved at skifte. Og SF har to mål: Det ene er, at vi får 90 mandater til oppositionen, og det andet er, at vi går frem fra vores valgresultat, siger SF's gruppeformand, Ole Sohn.

Før været bagud og har vundet
Men selv om Venstre må indkassere en vælgerlussing med en tilbagegang til 24 pct., og samtidig taber regeringsmagten, hvis målingen bliver til virkelighed, så mener Venstre, at det er for tidligt for oppositionen at lade champagnepropperne springe. For billedet kan vende lynhurtigt.

- Vi har før været mere bagud og alligevel vundet, men man skal tage det alvorligt, for man bliver straffet for at have så mange dårlige sager som nu. Men vi har tidligere set målinger, hvor Socialdemokraterne fik 34 pct. og vi fik 24 pct., og der vandt vi det efterfølgende valg, siger Venstres politiske ordfører, Peter Christensen.

De tror ikke på Løkke
Men målingen om politisk stillingtagen er ikke det eneste, som Børsen har at sende statsminister Lars Løkke til forsuring af Tenerife-ferien.

Avisen fortæller også, at hele 68 pct. af danskerne tror ikke på, at statsministeren er i stand til at hive en valgsejr hjem ved næste valg. Tilmed er der både hos Konservative og Dansk Folkeparti en overvægt af vælgere, der tror, at statsministeren står til at måtte forlade jobbet.

Det viser en meningsmåling, som Greens har gennemført for dagbladet Børsen i denne uge på baggrund af 1241 telefoniske svar.

Blandt Venstres egne vælgere tror 47 pct. på en Løkke-sejr, mens 41 pct. svarer nej. I partiets bagland mener man, at dårligt håndterede sager om madpakker, overbetalte privathospitaler og indbyrdes uenighed i regeringen om bl.a. burkaer og behov for reformer har kostet troværdighed.

Holst-advarsel til konservative
- Når ikke regeringen siger det samme, er det jo med til at tegne et billede af en ledelse i splid. Det gavner aldrig. Derfor er det så kolossalt vigtigt, at man i de to partier præciserer, at når man ikke siger det samme, så går det ud over begge, siger Carl Holst (V), formand for Region Syddanmark og ven af statsministeren.

Han er overbevist om, at det nok skal lykkes at få øget tilslutningen, men advarer regeringens lillebror:

- Som konservativ regeringspartner skal man ikke tro, at man den ene dag kan tale som konservativ og den næste dag som en del af regeringen. Og at man som Venstre-partner ikke den ene dag siger ét og den næste dag noget andet. Der er kun er én vej frem til næste valg: Sammenhold og sammenhæng i den måde man kører og kommunikerer politik på.

Annonce