Indlæser...

Danske politikere fik nej til Gaza-besøg

Medlemmerne af Folketingets Udenrigspolitiske Nævn er blevet nægtet indrejse i Gaza af Israel, der netop har tilladt FN- og EU-chefer indrejse i området

22:23, 08. mar 2010 | Ritzau /Nyheder, Kate Bluhme

Udenrigspolitisk Nævns nyvalgte formand, Eva Kjer Hansen, kommer ikke ind i Gaza. (Foto: Jens Panduro)
Udenrigspolitisk Nævns nyvalgte formand, Eva Kjer Hansen, kommer ikke ind i Gaza. (Foto: Jens Panduro)

Annonce

  • Oversæt / Translate

Annonce

Annonce

Medlemmerne af Folketingets Udenrigspolitiske Nævn er blevet nægtet indrejse i Gaza i forbindelse med nævnets rejse til Israel, Vestbredden, Syrien og Libanon i denne uge.

Afvisningen, som beklages af Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT) i København, kom kort før, Israel mandag gav tilladelse til, at FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, og EU's udenrigschef, Catherine Ashton, kan besøge området.

- Det er ærgerligt, at Israel har nægtet politikerne at rejse ind i Gaza, når de aflægger besøg i Israel og de palæstinensiske områder. Det er vigtigt, at vestlige politikere ved selvsyn ser de forfærdelige konsekvenser af den ulovlige blokade af Gaza, siger koordinator Tue Magnussen i RCT i en pressemeddelelse.

Der mangler basale ting
De israelske myndigheder vil ikke lade Udenrigspolitisk Nævn rejse ind i den blokerede Gazastribe via Israel for at mødes med Røde Kors og FN eller palæstinensiske civilorganisationer som f.eks. Gaza Community Mental Health Programme, som det danske RCT har samarbejdet med i 15 år.

- Udenrigspolitisk Nævn bliver afskåret fra ved selvsyn at se virkningerne af den konventionsstridige blokade af Gaza. Blokaden betyder, at den palæstinensiske befolkning i området, ifølge internationale humanitære organisationer, fortsat mangler basale fødevarer, medicin og byggematerialer til genopbygning efter Gazakrigen i begyndelsen af 2009, anfører RCT, der sammen med andre humanitære organisationer har opfordret bl.a. Catherine Ashton til at besøge Gaza.

De er rejst til Mellemøsten
Ifølge Folketingets hjemmeside er nævns-medlemmerne taget til Mellemøsten for at besøge Libanon, Israe og Vestbredden. Det sker frem til 12. marts. Formålet beskrives således:

'Formålet med Mellemøstrejsen er gennem samtaler med en bred vifte af lokale politikere, internationale organisationer, NGOér og tænketanke at få indblik i den sikkerhedspolitiske situation i området og mulighederne for dialog og fred mellem parterne i regionen'.

Venstres tidligere minister Eva Kjer Hansen har netop afløst den nuværende forsvarsminister. Gitte Lillelund Bech, som formand for nævnet, og hun er således i spidsen for delegationen. den består i øvrigt af næstformanden, socialdemokraten Mogens Lykketoft, og Frank Aaen (EL), Naser Khader (K), Margrethe Vestager (R), Helle Thorning-Schmidt (S), Holger K. Nielsen (SF), Jeppe Kofod (S), Peter Christensen (V) og Høgni Hoydal (TF - Færøerne).

Annonce