Indlæser...

Regeringens regnestykker er hemmelige

Børne- og kulturcheferne må ikke få at vide, hvordan regeringen regner sig frem til, at der kan spares millioner på deres område

09:05, 20. mar 2010 | Ritzau /Nyheder

Annonce

  • Oversæt / Translate

Annonce

Annonce

Finansministeriet har haft godt gang i den sorte overstregningstusch i et brev til landets børne- og kulturchefer. Cheferne har bedt om at få at vide, hvordan regeringen regner sig frem til, at der kan spares millioner af kroner i kommunerne ved afbureaukratisering. Men svaret til Odense Kommune, der officielt søgte aktindsigt i beregningerne, kom fra Finansministeriet i form af en håndfuld sider, hvor alle beregninger var sværtet til.

- Vi er forbløffede over det svar. Det er jo ikke statshemmeligheder, vi spørger til, men grundlaget for et officielt regeringsudspil. Vi ønsker blot at være en konstruktiv bidragyder til debatten om afbureaukratisering, og det er vi jo også ved at stille spørgsmål og kvalificere de konkrete forslag, der diskuteres, siger Klaus Majgaard, børne- ungechef i Odense Kommune og formand for Børne- og Kulturchefforeningen og fortsætter:

- Vi er klar over, at tallene indgår i forhandlinger mellem regeringen og KL. Men regeringens forslag er meldt ud offentligt, og kommunerne anvender tallene i deres budgetlægning. Vi kan ikke se nogen saglig grund til, at vi ikke må se beregningerne. Hvilket hensyn skulle det beskytte?", siger Klaus Majgaard.

Finansministeriet begrunder de hemmelige beregninger således i sit brev:

- Dokumenterne udleveres med undtagelse af visse oplysninger af hensyn til regeringens lovgivningsarbejde og det offentliges økonomiske interesser. Regeringen og kommunerne har aftalt i en fælles plan for afbureaukratisering, at der over fem år skal spare i alt fem milliarder kroner. Derudover lancerede finansminister Claus Hjort Frederiksen fredag et katalog over de mulige besparelser, han mener, der findes i kommunerne.

Annonce