Indlæser...

Dyreforkæmper spiser på KFC

Christian H. Hansen har igennem mange år været dyrevelfærdsordfører i Dansk Folkeparti. Alligevel ser han ikke noget problem i at spise på Kentucky Fried Chicken, der har et mildest talt anstrengt forhold til dyrevelfærd

15:17, 01. maj 2010 | Christian B Jensen

Dyrevelfærdsforkæmperen Christian H. Hansen har bedre behandling af dyr som en af sine kæpheste. (Foto:Thomas Sjørup)
Dyrevelfærdsforkæmperen Christian H. Hansen har bedre behandling af dyr som en af sine kæpheste. (Foto:Thomas Sjørup)

Annonce

  • Oversæt / Translate

Annonce

Annonce

Den amerikanske fastfood-kæde Kentucky Fried Chicken bliver af mange dyreværnsforeninger beskyldt for at have elendige forhold for deres kyllinger på de 'gårde', hvor kyllingerne bliver opfostret, inden de skal slagtes.

På hjemmesiden Kentucky Fried Cruelty er der talrige eksempler på dyremisbrug udført af de ansatte og beretninger om kyllinger, der var så overfodrede, at deres ben knækkede under dem.

Christian H. Hansen har igennem sin politiske karriere altid slået et slag for dyrs rettigheder. Han bestred posten som dyrevelfærdsordfører i Dansk Folkeparti fra 2001 til 2010. I den mellemliggende periode blev han kåret som 'Årets Dyreven' i 2004 af Dyrenes Dag Komité, og i 2010 stiftede han så partiet Fokus, der har dyrevelfærd som en af sine mærkesager.

Spiste kun pomfritter
Med ovenstående in mente kan det undre, at Christian H. Hansen spiser på den amerikanske fastfood-restaurant, hvor han er blevet spottet af en af Ekstra Bladets læsere.

- Jeg køber jo mad mange forskellige steder, og det kan da godt hænde, at jeg har været derinde. Men det er altså ikke et sted, jeg kommer ofte, og jeg bestilte kun pommes frites og cola, siger Christian H. Hansen til ekstrabladet.dk

Gør det ikke igen
Christian H. Hansen understreger, at det bestemt ikke er et sted, han kommer ofte, men han mener alligevel ikke, at hans valg af restaurant sender et dårligt signal.

- Det er nok ikke et sted, jeg vil komme igen, men jeg har handlet der. Det indrømmer jeg, og sådan er det. Men jeg kan altså ikke se, at det skulle sende et dårligt signal, når jeg nu kun bestiller en bakke pommes frites og en cola, siger han til ekstrabladet.dk



Annonce